Nybagt lottomillionær: Nyt tag, nye vinduer og en lille bil

Mange mennesker drømmer om den store lottogevinst. For Else og Oluf Kristensen fra Gudbjerg blev lørdag drømmen til virkelighed. De kan nu kalde sig lottomillionærer.

Som en ud af tre famlier ramte familien plet i lørdags og havde syv rigtige i lotto. Det udløser en gevinst på 3.333.333 kroner.

- Det er helt vildt, jeg er helt oppe at køre. Gud nu kan man få alt det man har ønsket sig, siger den 68-årige pensionist Else Kristensen fra Gudbjerg på Sydfyn.

Familien har allerede besluttet at en del af pengene skal bruges til nyt tag, nye vinduer og en ny bil. Familien har spilllet Lotto i 20 år. Før i lørdags er det kun blevet til smågevinster.

- Det kommer jo lige pludselig, det var noget af en overraskelse, og det havde vi ikke regnet med, siger Oluf Kristensen.

Oluf og Else Kristensen har dog også tænkt sig at der skal falde lidt af til resten af famlien.

- Børnebørnene skal forkæles. Vi har en datter i Dubai og hun skal også mærke at vi har vundet, og så kan vi jo tage ned at besøge hende til vinter, lyder fra Else Kristensen.

Udover parret fra Gudbjerg vandt en ukendt fynbo fra Svendborg ligeledes 3.333.333 kroner.

Oversigt

    Oversigt