Nybagt mor: Det var en stressende oplevelse

Da Sidsel Christensen skulle føde på OUH i marts måned, blev hun mødt af en natlåst dør. Da hun endelig kom ind og fødte, lå hun smurt ind i blod i mere end syv timer.

Lille Kristian blev født den 22. marts i år på OUH´s fødeafdeling. En oplevelse, som moren føler kunne have været meget bedre. Hun ankom til OUH´s natlåste dør, hvor ingen åbnede.

Efter fem minutters venten blev Sidsel Christensen og hendes kæreste lukket ind. Hun fødte klokken halv fire om natten.

- Da klokken blev 9, lå jeg stadig med blod over det hele, siger Sidsel Christensen.

Klokken 11 blev de nybagte forældre rykket til barselsafsnittet. Her blev Sidsel Christensen renset for blod - syv en halv time efter fødslen.

Jordemødre har for travlt til deres opgaver

TV 2 Fyn har i de seneste dage beskrevet de stressende arbejdsforhold på OUHs fødegang. En rapport fra Arbejdstilsynet viser, at flere jordmødre føler, at de ikke kan nå at løse deres opgaver. 

I går meldte Region Syddanmark ud, at de vil ansætte 6 nye jordmødre og 2 nye læger. Den tilføjelse byder Sidsel Christensen velkommen.

- Det er der behov for, for der er ingen tvivl om, at de er for stressede.

Arbejdstilsynet har interviewet et udsnit af jordemødrene, arbejdsmiljørepræsentanter, ledende medarbejdere og afdelingens ledelse. De ansatte oplyser blandt andet, at de føler sig meget slidte og udkørte, og at de har oplevet kolleger, der græder på grund af det store arbejdspres. Derudover følger en række eksempler på opgaver, som de ikke kan nå at løse, fordi arbejdspresset er for stort.

Oversigt

    Oversigt