Nyborg er landets bedste til at få folk i job

Nyborg Kommune er den kommune i landet, der er bedst til at få folk væk fra offentlig forsørgelse, det viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.

Nyborg Kommune topper listen over kommuner, der er bedst til at få ledige væk fra offentlig forsørgelse. 

Beskæftigelsesministeriet har netop offentliggjort listen, hvor Nyborg ligger på førstepladsen. Den placering glæder Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs, som mener, at det skyldes et langt sejt træk, hvor kommunens jobcenter målrettet har lavet en indsats overfor den enkelte ledige.

- Med den her placering, så får vi bekræftet at det går godt. Jeg mener, at det er den håndholdte indsats og koordination med virksomheder, som er med til at løfte folk ud i beskæftigelse, og det er jeg rigtig glad for. 

Ministeriet har sammenlignet landets kommuner og set på, hvor mange personer den enkelte kommune har på offentlig forsørgelse og sammenholdt tallet med det antal, som man kan forvente, at kommunen ville have på baggrund af dens rammevilkår.

Og her er Nyborg altså den kommune, der klarer sig bedst.

Ifølge Nyborgs borgmester Kenneth Muhs har tre gode råd, som andre kommuner kan lære af.

1. Jobcentret skal have en håndhold og tæt indsats overfor den enkelte ledige
2. Kommunen skal sikre sig, at den ledige bliver sendt i den retning, der er en den rigtige for den enkelte.
3. Tæt dialog til virksomheder og uddannelsessteder, så de også kan hjælpe med at få de ledige videre.

I Nyborg Kommunes budget for 2019 er der lagt op til besparelser på jobcentret på fem millioner kroner og året efter i 2020 skal der spares syv millioner. Men iføgle borgmesteren kommer besparelserne ikke til at rokke ved Nyborgs førsteplads.

- Besparelserne betyder ikke noget for den her indsats overfor de ledige. Besparelserne kommer fordi, der er opgaver i jobcentret, som ikke længere skal løses og fordi, at vores ledighed er nede på 3,4 procent. Dermed er der heller ikke brug for det samme antal ansatte på jobcentret, forklarer Kenneth Muhs.

I omfanget af offentligt forsørgede indgår dagpengeområdet, sygedagpengeområdet og kontanthjælpsområdet.

Langeland klarer sig dårligst

Den fynske kommune, der klarer sig dårligst, er Langeland Kommune, der ryger ind på plads nummer 96. Ifølge modellen fra Beskæftigelsesministeriet ville kommunen kunne spare over fem millioner kroner på udgifter til offentlig forsørgelse, hvis de klarede sig så godt, som man kan forvente ud fra sammensætningen af indbyggere i kommunen. 

Udover Langeland Kommune kan også Ærø og Odense spare penge til offentlig forsørgelse, hvis de klarede sig lige så godt, som man kan forvente. I Odense Kommune kan der ifølge undersøgelsen fra Beskæftigelsesministeriet spares 39,1 millioner kroner, mens der er et besparelsespotentiale på Ærø på 100.000 kroner. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt