Nyborg Fængsel får strakspåbud for ikke at overholde sikkerheden

Efter et overfald på en fængselsbetjent den 11. juli får Nyborg Fængsel et strakspåbud og skal stramme op på sikkerhed.

Nyborg Fængsel har fået et strakspåbud, som lyder på, at fængslet skal stramme op på sikkerheden, når fængselsbetjente skal flytte de indsatte. Det skriver DR.

Det sker, efter at en fængselsbetjent blev overfaldet med slag og spark af en indsat den 11. juli.

- Virksomheden påbydes at sikre, at arbejdet med flytning af indsatte på fængslets område planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, skriver Arbejdstilsynet i en afgørelse, som DR har fået aktindsigt i. 

Fængselsforbund: Umotiveret overfald

Fængslet har cirka 130 fængselsbetjente og cirka 200 fanger.

Ifølge Fængselsforbundet var der den 11. juli tale om et umotiveret overfald, der foregik i fængslets gårdtursareal, hvor den mandlige betjent blev slået med knytnæve i ansigtet og sparket flere gange.

Overfaldet blev begået af medlem af Loyal to Familia. Betjenten blev efterfølgende kørt på skadestuen.

Kritisable arbejdsforhold

Overfaldet skete samme dag, som TV 2/Fyn kunne fortælle om yderst kritisable arbejdsforhold for personalet i fængslet.

Kritikken kom i en rapport fra Arbejdstilsynet, der efter et besøg i fængslet i januar har beskrevet, at de ansatte er vidne til, at "der er indsatte, der ikke kan være i fred for andre indsatte, og det er en følelsesmæssig belastning for de ansatte (...) de ansatte føler, at de ikke passer deres arbejde godt nok, når de ikke kan beskytte svage indsatte".

TV 2/Fyn har fået aktindsigt i rapporten, der videre beskriver, at de ansatte i Nyborg Fængsel ofte oplever vold mellem de indsatte, at svage indsatte betaler beskyttelsespenge, der er eksempler på våbenproduktion i cellerne, og i nogle tilfælde indblandes de indsattes familier i konflikterne med afpresning.

Formand: Vi mangler personale

Nyborg Fængsel har efterfølgende fået påbud fra Arbejdstilsynet om at forbedre arbejdsforholdene for de ansatte.

Ifølge Kim Østerbye, der er formand for Fængselsforbundet, skyldes problemerne overbelægning - altså alt for mange indsatte -  og mangel på mandskab til at passe på de indsatte.

- Vi har to store problemer. Personalemangel og overbelægning. Og der er ikke nogen løsning på problemet lige nu. Det er en ond spiral. Der vælter indsatte ind i fængslerne, og det er ikke til at skaffe fængselsbetjente nok. Bare siden 2017 er der stoppet 130 flere betjente, end der er ansat, siger Kim Østerbye til TV 2/Fyn. 

Arbejdstilsynet har påbudt fængslet at forbedre arbejdsmiljøet.

Oversigt

    Oversigt