Nyborg-firma i landsretten

En bødesag mod firmaet Dura-Træ Træbehandling A/S er på vej til landsretten, hvor anklagemyndigheden vil kræve en skærpet sanktion, mens forsvareren vil kæmpe for en frifindelse. Den oprindelig dom er fra 1998, da Nyborg-firmaet blev straffet med en bøde på 50.000 kroner og desuden fik konfiskeret fortjenesten på 400.000 kroner. 

-

En bødesag fra Nyborg mod firmaet Dura-Træ Træbehandling A/S er langt om længe på vej til landsretten, hvor anklagemyndigheden vil kræve en skærpet sanktion, mens forsvareren vil kæmpe for en frifindelse.

Den oprindelige dom er fra september 1998, da Nyborg-firmaet blev straffet med en bøde på 50.000 kroner og desuden fik konfiskeret fortjenesten på 400.000 kroner. Dura-Træ havde brugt et giftigt middel til træimprægnering uden at have den nødvendige tilladelse fra myndighederne.

Men undervejs til Østre Landsret har forsvareren, advokat Jens Laursen, krævet, at EF-domstolen skal svare på nogle overordnede spørgsmål. Advokaten har hævdet, at denne manøvre er nødvendig, før landsretten kan tage stilling. Blandt andet mener han, at Miljøstyrelsens forbud mod at bruge det giftige middel er ulovligt.

Efter en længere holmgang om emnet skar landsdommerne forleden igennem og bestemte, at domstolen i Luxembourg ikke skal på banen.

I det middel, som straffesagen handler om, indgår natriumdichromat, som er under stærk mistanke for at kunne udvikle kræft. Desuden er der også fare for, at menneskers arvemasse kan blive alvorligt skadet. Miljøstyrelsen mener, at det er absolut nødvendigt at begrænse brugen af de såkaldte CKB-midler af hensyn til beskyttelsen af menneskers sundhed. Alligevel har myndighederne åbnet for brug af visse CKB-midler i flydende form - men til gengæld skal virksomhederne dokumentere, at de er ved at udvikle mindre giftige alternativer.

Netop det sidste krav stejler Dura-Træs advokat over. Han mener, at det strider mod EU-reglerne. Midlerne er jo lige farlige for mennesker, hvad enten virksomhederne forsker i alternativer eller ej, mener advokaten.

Diskussionen vil snart kunne fortsætte i Østre Landsret. Her vil advokat Laursen bede om en frifindelse, mens anklageren ønsker både en højere bøde end 50.000 kroner og flere penge konfiskeret end de 400.000 kroner.

Oversigt

    Oversigt