Nyborg har Fyns gladeste borgere - eller har de?

Nyborg Kommune har slået stort op, at de har Fyns gladeste indbyggere. Men det er helt uklart, hvor mange der har deltaget i undersøgelse om tilfredsheden i de fynske kommuner.

Du kan se direkte debatmøde fra Nyborg fra klokken 17.30 til 19.00

Nyborg har Fyns gladeste borgere.

Det kunne Nyborg Kommune forleden offentliggøre på sin hjemmeside på baggrund af rapporten "Markedsindsigt i de danske kommuners udvikling" fra firmaet Exometric, der lever af at lave analyser for ejendomsbranchen og kommuner.

Firmaet har spurgt 5.000 danskere om deres tilfredshed med at bo i deres kommune, indkøb, transport, kultur, institutioner og skoler, sport og udbud af boliger.

Borgernes tilfredshed er herefter målt på en skala fra 1 til 5.

Med 4,7 i generel tilfredshed med at bo i kommunen ligger Nyborg nummer 15 i landet og er bedst placeret på Fyn.

Der er dog kun en forskel på 0,5 fra den dårligst til den bedst placerede af landets 98 kommuner.

Fra Nyborgs placering til toppen er forskellen 0,2. 

Men hvor mange har svaret?

Exometric oplyser selv, at svarandelen i 10 af kommunerne er 'lavt' uden at præcisere hvor lavt. I top ti er der tre kommuner med den såkaldt lave svarprocent.

Det er uklart, hvor mange borgere Exometric har spurgt i den enkelte i kommune, og analysechef Henrik Sørensen fra Exometric har ikke efterkommet TV 2/Fyns anmodning om at få udleveret oplysninger om antal adspurgte, svar og statistisk sikkerhed for undersøgelsen i de fynske kommuner.

Henrik Sørensen oplyser dog, at 579 fynboer er blevet spurgt. Desuden oplyser han, at antallet af respondenter kan variere og typisk ligger på 75-150 respondenter, dog kan der være enkelte kommuner, som har et mindre udvalg, 

- Signifikansen kan svinge, også fordi diverse kommuner naturligvis er af forskellig størrelse. En mindre kommune kan derfor godt have et acceptabel signifikans-niveau ved et mindre udvalg, hedder det i svaret.

0,09 procent af indbyggerne svarede i Odense

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) oplyste i sidste måned til fyens.dk, at 180 odenseanere har deltaget i undersøgelsen, der placerer kommunen på en næstsidsteplads i Danmark med en generel tilfredshed på 4,3.

Ifølge Rahbæk Juel kan de små forskelle i undersøgelsen skyldes statistiske tilfældigheder, og det er en udlægning, der støttes af Asger Nielsen, der er direktør for analysebureauet Megafon.

- Den statistiske usikkerhed kan hurtigt forrykke billedet, når der er så små forskelle mellem kommunerne, siger han til TV 2/Fyn. 

De 180 borgere, der har deltaget i Odense, svarer til 0,09 procent af indbyggertallet.

I Nyborg vil en lignende svarandel svare til 28,8 borgere.

Ifølge Nyborgs kommunaldirektør Lars Svenningsen har kommunen ikke kendskab til, hvor mange af byens borgere, der har deltaget eller svaret i undersøgelsen.

Exometric oplyser i rapporten, at undersøgelsen er national statistisk repræsentativ.

Se Exometric-rapporten her.

Oversigt

    Oversigt