Nyborg i front med motionskampagne

Nyborg er en af fire kommuner, der har valgt at betale deltagergebyret for alle i kommunen, som melder sig til kampagnen Arbejdspladsen motionerer. Både offentligt og privat ansatte.

Kampagnen begynder mandag d. 15. september og løber til 5. oktober og er arrangeret af Dansk Firmaidrætsforbund.

Det handler om at få folk til at motionere mere. Derfor skal deltagerne i kampagnen foretage aktive valg i dagligdagen. F.eks. tage cyklen eller gå på arbejde, tage trappen i stedet for elevator eller rulletrappe, gå hen med besked til kollegerne i stedet for at skrive email osv.

For at deltage, skal man deltage i et motionshold på 4 - 16 personer.

Hold fra 4 - 8 personer koster 300 kroner, hold op til 16 personer koster 500 kroner. Det er dette gebyr Nyborg Kommune har valgt at betale for alle, der melder sig.

- Det er meget glædeligt, og vi håber flere kommuner vil følge eksemplet, siger Peder Bisgaard, formand for Dansk Firmaidrætsforbund.

Han håber det er starten på et større samarbejde om sundhedsfremme.

Tilmeldingsfristen er 15. september, så det kan nås endnu.

Det er sjette gang kampagnen Arbejdspladsen motionerer kører og den har haft mellem 17.000 og 25.000 deltagere over hele landet.

Førstepræmien er en rejse til den Dominikanske Republik.

Om kampagnen og tilmelding

Oversigt

    Oversigt