Regnskabsfest: Nyborg-firma sætter økonomisk rekord

Entreprenørkoncernen Munck Gruppen i Nyborg fik i det forgange regnskabsår sit hidtil bedste økonomiske resultat.

Med en omsætning på knap 2,5 milliarder kroner leverer Munck Gruppen i Nyborg i 2020 et overskud før skat på 147 millioner kroner, oplyser firmaet.

Trods hård priskonkurrence på flere markeder har de samlede danske aktiviteter klaret sig tilfredsstillende gennem året. De udenlandske aktiviteter bidrager samtidig med knap 25 procent af omsætningen. 

- Vi har de sidste par år arbejdet på at komme med på flere store projekter, hvilket har betydet en stigende aktivitet for koncernen. Derfor er det selvfølgelig en fornøjelse at se, at det også afspejler sig på bundlinjen. Til trods for hård priskonkurrence, særligt på de danske markeder, er det lykkedes os at komme i mål med et godt resultat. Det skyldes ikke mindst en stor indsats fra vores medarbejdere, udtaler koncerndirektør Hans Christian Munck.

I selskabet Munck Forsyningsledninger har der været travlt inden for etablering af både fjernvarme-, el- og fiberforbindelser. 

I 2021 har selskabet desuden, i samarbejde med to udenlandske partnere, arbejdet på etablering af Baltic Pipe-forbindelsen, der løber tværs over Fyn. Projektet blev afbrudt som følge af indsigelser mod projektets miljøgodkendelse, og færdiggørelsen af projektet er derfor udskudt til udgangen af 2022.

Desuden har man blandt andet vundet en rammekontrakt med Århus Vand,

Munck Havne & Anlæg har i det forgangne år blandt andet gennemført skybrudssikring og byrumsforbedring i Københavns Nordvestkvarter samt udvidelsen af Schüttesvej over Bygholm Sø ved Horsens.

Ordrebogen er godt fyldt op, og i det kommende år fortsættes udførelsen af bl.a. en aftale omkring genopretning af veje for Københavns Kommune, etableringen af erstatningshavnen i Nordhavn samt udvidelsen af Viborgvej i Århus.

I Grønland fortsætter Munck Civil Engineering i samarbejde med Munck Havne & Anlæg anlæggelsen af de to nye atlantlufthavne i henholdsvis Nuuk og Ilulissat. Fremdriften på projekterne har dog været negativt påvirket af COVID-19 og de deraf følgende rejserestriktioner.

I årets løb har Munck Civil Engineering samtidig afsluttet et større Danida-finansieret bro- og vejprojekt i Ghana. 

Aktiviteten i Munck Asfalt A/S har været ramt af priskonkurrence og selskabet giver et mindre underskud. Munck Asfalt har samtidig været økonomisk udfordret pga. voldsomme prisstigninger på bitumen og energi. 

Koncernen beskæftiger omkring 1.500 medarbejdere.


Oversigt

    Oversigt