For få deltager i undersøgelse om krænkelser i Nyborg: - De siger, de ikke tør

Kun lidt over halvdelen af de ansatte i Nyborg Kommune, som er inviteret til et interview til den undersøgelse, der skal afdække omfanget af krænkelser i kommunen, har booket en tid.

For få ansatte i Nyborg Kommune har booket et interview til en undersøgelse, der skal afdække omfanget af krænkelser i kommunen.

Der skal gennemføres "minimum 80 til 120 interviews" med kommunens medarbejdere, men lige nu er der kun lidt over halvdelen, der har booket tid.

Ifølge Vibeke Ejlertsen (S), der er byrådsmedlem i Nyborg Kommune, undlader flere ansatte at deltage, fordi de ikke tør. 

- Det er en alvorlig sag, at man ikke får nok respondenter, fordi der kan være mange grunde til, at folk ikke svarer. Det kan være, fordi medarbejderne siger, at de ikke har et problem, men jeg hører også, at der er nogle, der siger, at de ikke tør. Det synes jeg er et meget stort problem, siger hun.

TV 2 Fyn er kommet i besiddelse af en mail, som Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), og Hovedudvalgets næstformand, Lasse Roslev, i mandags har sendt med en opfordring til, at alle, der er inviteret til at deltage i interview, booker en tid. 

Undersøgelsen foretages af firmaet Komponent og har tidligere været genstand for kritik, da Komponent ejes af Kommunernes Landsforening, og dermed er Nyborg Kommune medejer af Komponent.

TV 2 Fyn har tidligere været i kontakt med tidligere og nuværende medarbejdere i Nyborg Kommune, som frygter for, om anonymiteten i undersøgelsen kan opretholdes.

En af dem er tillidsrepræsentant og familiekonsulent i familiehuset i Nyborg Kommune, Nikolaj Vind Hamdrup.

- Hvis man virkelig har noget på hjerte, så kan man godt skrive det i undersøgelsen, og de lover også, at det bliver i anonymiseret form. Jeg kan bare have en frygt for, at der er mange, der ikke har tillid til, at anonymiteten holder, siger Nikolaj Vind Hamdrup.

Og det er ikke første gang, tillidsrepræsentanten oplever dette.

- Det er baseret på, hvordan jeg oplever, mine kollegaer besvarer 3-i-1-undersøgelser (trivselsundersøgelse, red.) og andre trivselsundersøgelser. Der er ikke rigtig tillid til, at anonymiteten er der.

Borgmester opfordrer til at deltage

Kenneth Muhs mener dog ikke, at der er grund til bekymring.

Hvad betyder det for undersøgelsen, at det kun er lidt over halvdelen, der har booket tid til et interview?

- Jeg synes, det er vigtigt at sige, at vi opfordrer alle dem, der er inviteret til et interview til at deltage. Det er jo sådan, at der er professionelle, der tager sig af den del og sørger for, at det foregår i de rammer, det skal, siger Kenneth Muhs.

Så du tror ikke, at det er et udtryk for bekymrede medarbejdere, der ikke vil deltage?

- Det kan jeg jo ikke vide. Jeg kan sende en opfordring til at sige, at man roligt og trygt kan melde tilbage.

Tror du, at det giver et retvisende billede af kulturen, når der ikke er tilstrækkeligt med ansatte, der har valgt at deltage i interviews?

- Det kan jeg jo ikke vide, når undersøgelsen ikke er gennemført. Hvis der er noget, der skal justeres på, er det noget, vi forholder os til, når vi har en opsummering. Det har vi bestilt Komponent til. Det er vigtigt af respekt for undersøgelsen.

Men hvis der kun er lidt over halvdelen, der deltager i interviews, er det så en tilbundsgående undersøgelse?

- Det tager vi bestik af, når vi når dertil. Det får vi afrapporteret på et tidspunkt, og der forholder vi os til det. Lige nu er det af respekt for undersøgelsen og det arbejde, der foregår. Vi tilskynder folk at deltage i undersøgelsen, og det bliver vi ved med at gøre.

Fakta om undersøgelsen

Ifølge Vibeke Ejlertsen bør Komponent forlænge undersøgelsen, hvis der ikke er nok respondenter.

- Det kan være, at undersøgelsen konstaterer, at der ingenting er. Det tror jeg ikke selv på, fordi det synes jeg selv, at jeg har oplevet, men vi kan ikke gøre det, hvis folk ikke vil sige noget. Så må vi forlænge den undersøgelse, siger Vibeke Ejlertsen.

Vibeke Ejlertsen mener, at kulturen i kommunen skal laves om.

- Vi har konstateret, at der er, nogen kalder det en rådden kultur. Jeg kalder det en meget uhensigtsmæssig og krænkende kultur. Det er vi nødt til at gøre noget ved, siger hun.

TV 2 Fyn har kendskab til flere personer, som ikke har lyst til at deltage i undersøgelsen.

Den 19. maj og den 23. maj afholdes de sidste to interviewrunder.

Undersøgelsen og dens resultater forventes forelagt for Nyborg Byråd inden sommerferien.