I det fynske folks tjeneste

Nyborg: Langt mellem snapsene men gang i øllet

Underskud på 5,7 millioner kroner på Nyborg Destilleri sidste år. Men det er helt efter planen. Fuld gang i søsterselskabet Ørbæk Bryggeri.

Nyborg Destilleri gav sidste år et underskud på 5,7 millioner kroner. Foto: Preben Dahl

Nyborg Destilleri, der producerer whisky, snaps, gin, rom og andre alkoholiske drikke, gav sidste år et underskud på 5,7 millioner kroner.

Det følger i kølvandet på forrige års underskud på 6,2 millioner kroner.

Det er dog helt efter planen for, at flere alkoholiske drikke har godt af at ligge på fade i årevis, inden de sælges.

- Årets resultat er som forventet og skal ses i sammenhæng med investeringer i organisationen samt produktudviklinger, hedder det i årets ledelsesberetning fra det netop offentliggjorte regnskab.

Destilleriet er en del af Naturfrisk-koncernen med familien Rømer som hovedaktionær. Koncernen havde i 2017 en egenkapital på 61 millioner kroner.

2018-regnskabet er lige på trapperne.

Læs også 100 arbejdspladser på vej til Kerteminde: Rosa Danica klar til kæmpe cannabis-byggeri

Naturfrisk ejer også Ørbæk Bryggeri, der i øjeblikket investerer kraftigt i en udvidelse af produktionen.

Antallet af produktionstimer og mandskabet er forøget fra 16 til 25 for at øge salget væsentligt, skriver Fødevarewatch.

Det indebærer, at medarbejderne nu starter klokken 4 om morgnen og fortsætter til 20.30 om aftenen fire dage om ugen. En ny brygmester er kommet til, og planen er at salget skal stige 20 procent i år.