Nyborg-rektor frikendt af myndighederne for anklager fra DF

Rektoren fra Nyborg Gymnasium har ikke gjort noget galt ved at tillade fortsat undervisning af to somaliske piger, vurderer Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. DF ønsker at stramme lovgivning.

En omfattende kritik fra såvel lokale som landspolitiske medlemmer af Dansk Folkeparti mod rektoren for Nyborg Gymnasium, Henrik Stokholm, har vist sig at være uden reelt grundlag, skriver Information.

Det står fast, efter at først undervisningsminister Merete Riisager (LA) i december og senest "Kontor for Grundskolen og Tværgående Tilsyn" i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har gennemgået sagen uden at finde holdepunkter for kritik.

- Jeg ser det som en bekræftelse af, at vi gør det rigtige, siger Henrik Stokholm til Information.

Henrik Stokholm har ladet to somaliske piger fortsætte deres 10. klasses-undervisning på Nyborg Gymnasium efter, at Udlændingestyrelsen har afvist at forlænge familiens opholdstilladelse.

Siden afvisningen af den forlængede opholdstilladelse har familien søgt asyl for deres seks børn og står derfor nu i en venteposition, mens børnenes asylsag behandles.
 

Derfor lod Henrik Stokholm også familiens tre mindre søskende undervises af en stab af frivillige undervisere, hvad der vakte stor politisk debat.

Fynske Alex Ahrendtsen (DF) har stillet spørgsmål til undervisningsministeren om beslutningen om at "trodse" Udlændingestyrelsens afgørelse vil få "følger" for rektoren.

I december fastslog undervisningsminister Merete Rissager, at rektoren ikke har handlet i strid med loven. Og nu bakkes denne vurdering altså op af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Bakker ikke op om en lovstramning

I et brev dateret den 11. januar til rektor Henrik Stokholm konkluderer styrelsen, at undervisningen af de to unges mindre søskende "ikke indebærer nogen udgifter for institutionen" og så minder styrelsen om, at kun statslige tilskud må anvendes til 10.-klasse-undervisningen, jævnfør bekendtgørelsens paragraf ni.

Alex Ahrendtsen kalder rektoren for "heldig" og vil kigge nærmere på lovgivningen, da han ikke ønsker, at det fremover skal kunne lade sig gøre at søge asyl, når man står til udsendelse.

- Jeg er i gang med at finde ud af, hvilke rettigheder der egentligt er i loven for forskellige elever på forskellige niveauer, siger han.

Henrik Stokholm bakker ikke op om en lovstramning.

- Hvis de begynder at fjerne muligheden for, at man kan søge asyl, når man er blevet udvist, så piller man ved det basale i vores retssamfund. Det, synes jeg, er dybt uretfærdigt.

Oversigt

    Oversigt