Nyborg Strand: Det er godt købmandsskab

14 millioner i overskud sidste år.

Fyns mest kendte konferencehotel, Hotel Nyborg Strand, investerer mere end de fleste i branchen.

Men det gik ikke ud over indtjeningen i 2018, hvor hotellet, der er ejet af Nyborg Strand Fonden, for andet år i træk rundede 14 millioner kroner før skat.

Ledelsen betragter årets resultat som tilfredsstillende.

- Resultatet er fremkommet ved et godt købmandskab og moderat prisudvikling, slår hotellets ledelse fast.

Hotel Nyborg Strands bruttofortjeneste – salg minus produktionsomkostninger – steg fra 90 til 94 millioner kroner i 2018.

Hotellets vedligeholdelsesudgifter steg fra 6 til 7,5 millioner kroner.

I 2018 begyndte etableringen af et nyt billardrum, som sammen med ombygning af tilstødende stjernebar forventes at stå klar i 2019. Herudover var der i 2018 byggestart på nyt produktionskøkken til 56 millioner kroner.

Hotellets ledelse havde forventet en bedre omsætning, men henviser til uforudsete engangsomkostninger på grund af sygdom og fratrædelser.

Hotellet har 161 medarbejdere omregnet til fuldtidsansatte og har igennem mange år haft stor fokus på uddannelse af medarbejderstaben fra elever til ledelse.

Der forventes et lidt lavere aktivitetsniveau i 2019, oplyser ledelsen i regnskabet.

Hotellet har en formue – egenkapital - på 149 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt