Nyborg - Valgtemaer

-

-

Deltag i debatten om valget i Nyborg


Nyborg - Fyns mest gældsatte kommune
Budgettet for 2002 blev vedtaget i bred enighed af byrådet - og igen var det kommunens dårlige økonomi, som prægede diskussionen. Men i forhold til de første udmeldinger, som lagde op til rå nedbarbering af de kommunale udgifter, landede forliget på noget nær en halvering af sparekravene - for politikerne et passende resultat op til valget.


Havnen skyld i gæld
Havnen står som det store hul, hvori de kommunale midler forsvinder. Til trods for, at havnen nu er solgt til Fredericia, skylder kommunen stadig 80 mio. kr. i et kommunegaranteret lån. Renter og afdrag fylder derfor op i budgettet, og kommunens samlede gæld betyder, at hver indbygger skylder 18.690 kroner væk - tre gange landsgennemsnittet og rekord for Fyn.


Borgerlige forhåbninger
Ved det netop indgåede forlig gav partierne hinanden håndslag på, at det skal være slut med at låne flere penge, indtil gælden er fjernet. Politisk set har den borgerlige blok store forhåbninger til valget. Byrådsmedlem gennem ialt 20 år og borgmester siden 1993,  Niels V. Andersen, stopper i politik. Derfor er borgmestereffekten - de personlige stemmer, som borgmesterposten traditionelt tiltrækker - givet fri. Og ved valget i 1997 var det kun 40 stemmer, som skilte de borgerlige partier fra et flertal.


Muligt systemskifte
I den nuværende valgkamp er de borgerlige da også flittige til at give Socialdemokratiet skylden for den lasede økonomi. Derfor kan byen, som har været socialdemokratisk styret uden afbrydelser fra 1917, være foran et systemskifte. Og det lokale parti, Nyborgerne, vil ikke på forhånd udelukke et samarbejde med nogen. De, der giver mest, får støtten, lyder det. Det kan blive afgørende for en borgerlig konstituering.


Spidskandidat svækket
Socialdemokratiets afgående borgmester var i første omgang indstillet på at fortsætte som menigt medlem i byrådet som støtte for Henning Jensen, som partiet håber bliver den nye borgmester. Men intern uenighed mellem borgmesteren og fagforeningerne som følge af en fyring af fællestillidsmanden på rådhuset har sat en stopper for den løsning.


Henning Jensen må stå på egne ben som Socialdemokratiets spidskandidat. Han står overfor en politisk svær opgave i valgkampen, når han skal forsvare en kommunal økonomi, som hører til i den absolut dårligste ende.


Ved valget i 1997 konstituerede socialdemokraterne sig med SF til stor harme for det øvrige byråd. Med én stemmes flertal delte de to partier formandsposterne i udvalgene imellem sig. Ved de foregående valg fandt konstitueringen sted mellem samtlige partier i byrådet, og Socialdemokratiet har ikke haft absolut flertal siden 1986, hvor borgerlisten Nyborgerne kom ind.


Valgkampen har været præget af ideologiske diskussioner mellem på den ene side Socialdemokratiet og på den anden Venstre. Som på landsplan er det
særlig udliciteringen, som skiller de to partier. For Venstres spidskandidat Jørn Terndrup  er det for eksempel underordnet om hjemmehjælpen udføres af
et privat firma eller af det offentlige.  Tanker som afvises blankt af hans modkandidat, Henning Jensen. På den anden side skælde socialdemokraterne på
Venstre for at tage æren i bevarelsen af plejehjemmet i Vindinge. Det har nemlig aldrig været meningen at nedlægge det, siger de. Kommunens økonomiske
engagement i havnen via det skatteborgergaranterede lån på 80 mio. kroner, har ikke vist sig at blive en varm sag under valgkampen.


Tilbage til hovedsiden om Nyborg Kommune

Oversigt

    Oversigt