I det fynske folks tjeneste

Nyborg vil have minister ind i sag om Lynfrosten

Hvis man skal oprense den forurenede Lynfrosten-grund i Nyborg, kræver det flere penge fra statslig side. Det mener man i Nyborg Byråd, og man vil derfor bede om et møde med miljøminister Lea Wermelin.

Nyborg Byråd vil have et møde om Lynfrosten med miljøminister Lea Wermelin.

Der skal sættes flere penge af til oprensningsarbejde, hvis man vil have renset forurenede grunde som Lynfrosten-grunden i Nyborg Kommune. 

Det mener man i Nyborg Byråd, og derfor vil man bede miljøminister Lea Wermelin (S) om et møde. 

- I forbindelse med den efterhånden omdiskuterede sag om Lynfrosten, er der behov for at miljøministeren i efterårets forhandlinger om midler til oprensning af forurenede grunde i Danmark, får forhandlet flere penge af til oprensningsarbejde, lyder det i en mail fra borgmester Kenneth Muhs (V) til TV 2/Fyn.

Læs også Sort på hvidt: Nyt center i Nyborg truer lokal handel

Kommunen vil udover borgmesteren være repræsenteret af Suzette Frovin (SF), Sonja Marie Jensen (S) og Carsten Kudsk.

Tjærefabrik satte spor

Forureningen på den omdiskuterede Lynfrosten-grund stammer fra dengang det kommunalt ejede Tjærekompagniet havde henholdsvis tjære-, fenol- og kreosotproduktion på grunden. 

Grunden er forurenet med kulbrinter herunder phenoler, chlorphenoler og tjærestoffer, på den del af ejendommen, hvor tjærefabrikken var placeret.

Ifølge borgmesteren er der mange grunde som Lynfrosten, hvor der er brug for flere penge for at få renset op.

- Lynfrosten er en af mange grunde i Danmark, som hvis man skal kunne prioritere oprensning, kræver tilførsel af betydelige ressourcer. Derfor vil byrådet i Nyborg Kommune bede om møde med miljøminister Lea Wermelin hurtigst muligt, for hermed at sætte yderligere fokus på området, hedder det i mailen.

Læs også Forurening kortlagt: Snarlig afgørelse om Lynfrosten-byggeri