Nyborg Voldspil: Nu med formand

Onsdag aften fik Nyborg Voldspil ny formand. Jesper Bech Madsen tog tjansen.

Onsdag aften på en ekstraordinær generalforsamling fik Nyborg Voldspil en ny formand.

Nyborg Voldspils bestyrelse havde indstillet den 54-årige Jesper Bech Madsen fra Aunslev til posten som formand, og han blev valgt uden modkandidat af de omkring 60 fremmødte medlemmer.

Det oplyser voldspillet i en pressemeddelelse. 

Udnævnelsen af den nye formand kommer efter en længere periode, hvor det ikke helt er gået voldspillets vej. 

Voldspillet mistede blandt andet sin instruktør og formand og blev nødt til at aflyse musicalen Annie Get Your Gun, fordi friluftsteatret ikke kunne få rettighederne til stykket. Alt sammen inden for de seneste par måneder. 

Tirsdag den 12. september mødtes bestyrelsen for at konstituere sig og forsøge at finde en ny formand blandt bestyrelsens medlemmer. Det lykkedes dog ikke. 

Voldspillets mand

Men nu lykkedes det altså at finde en formand.

Jesper Bech Madsen har siden 1980’erne været med flere gange ved Nyborg Voldspil både på sommerscenen og i vinterforestillingerne.

Til daglig er han skoleleder på Byskolen i Kerteminde, og han har arbejdet med strategi og ledelse i 30 år.

Jesper Bech Madsen er glad for valget og ikke mindst opbakningen fra medlemmerne, og glæder sig til at komme i gang med bestyrelsesarbejdet. 

Borgerne i Nyborg var inden mødet i september meget bekymret for voldspillets fremtid. Men nu kan Nyborgborgerne igen ånde lette op og glæde sig til næste sommers forestilling. 

Nyborg Voldspil skal nemlig spille Singin’ in the Rain som sommerforestilling i 2018. 

Det er ikke første gang, at netop denne forestilling kommer til Nyborg. For 18 år siden var voldspillet det første i Skandinavien, der havde fået rettighederne til forestillingen. 

Oversigt

    Oversigt