Nyt hærværk på Nyborg Voldspil: - Man bliver vred og ked af det

Tre gange på en uge er Nyborg Voldspil blevet udsat for hærværk. Gerningsmændene er gået efter de overvågningskameraer, der blev sat op, sidst scenen var udsat for hærværk.

- Det er virkelig frustrerende. Det er irriterende. Det er træls for at sige det på godt jysk, sådan siger Jesper Bech Madsen om det hærværk, der på ny har ramt Nyborg Voldspil.

Han er formand for voldspillet, der fem gange i år er blevet ramt af hærværk. 

Overvågningskameraerne er malet over, og kablerne til dem er skåret over, efter ubudne gæster har besøgt på Nyborg Voldspil. Tre gange i denne uge er der blevet begået hærværk på sceneområdet. 

- Man bliver både vred og ked af det. Det er vores legeplads. Det er en masse frivillige mennesker, der går og knokler løs for, at vi kan få skabt en god forestilling. At vi ikke kan få lov til det, er beskæmmende, siger han

Mandag mellem klokken et og to er ledningerne til kameraet ved musikhuset blevet skåret over.

Tirsdag morgen omkring klokken fire er der flere af kameraerne, der er blevet malet over med sort maling. Torsdag morgen er der blevet skåret flere kabler over. Det er også sket omkring klokken fire. 

- At vi skal være i et samfund, hvor vi skal barrikadere for overhovedet at kunne være i fred, synes jeg, er dybt bekymrende, siger Jesper Bech Madsen. 

I maj blev scenen, der ligger ved Nyborg Slots volde, udsat for hærværk to dage i streg. Derfor blev der sat videoovervågning op, og det er altså den, gerningsmænd nu har set sig sure på.

Overvågningskameraerne ved voldspillet er monteret omkring fem meter oppe i luften. En frivillig ved voldspillet fortæller til TV 2/Fyn, at man på videoovervågningen kan se, at gerningsmændene medbragte en lang pind, hvor der var monteret en malerpensel på enden. 

Jesper Bech Madsen fortæller, man har meldt sagen til politiet. 

- Vi ved ikke hvorfor, og vi ved ikke, hvem de er. Det eneste, vi ved, er, at der er nogen, og vi har også nogen optaget på kameraet, og det materiale er selvfølgelig videregivet til politiet, siger han. 

I maj blev der blandt andet stjålet værktøj for flere tusinde kroner, og der blev sat ild til noget toiletpapir, der var placeret op ad døren ind til orkesterhuset ved episoderne. 

- At vi skal være i et samfund, hvor vi skal barrikadere for overhovedet at kunne være i fred, synes jeg, er dybt bekymrende, siger Jesper Bech Madsen.

Oversigt

    Oversigt