I det fynske folks tjeneste

Nyborg Voldspil udsat for hærværk, indbrud og ildspåsættelse

To dage i træk har Nyborg Voldspil været udsat for hærværk. Mandag aften var det tæt på at gå helt galt.

To aftner i træk har Nyborg Voldspil haft ubudne gæster på de gamle volde ved Nyborg Slot. Foto: Nyborg Voldspil

Nyborg Voldspil har nu to aftener i træk haft ubudne gæster på de gamle volde ved Nyborg Slot.

Søndag aften væltede ukendte gerningsmænd et stillads ned fra scenen, der er under opbygning frem mod sommerens voldspil. Og mandag aften var det tæt på at gå ende helt galt.

Læs også Tre biler kørt sammen syd for Odense

I en mail skriver formanden for Nyborg Voldspil Jesper Bech Madsen til TV 2/Fyn, at de har haft indbrud i en container, hvor der er blevet fjernet værktøj for flere tusind kroner.

Efterfølgende er døren ind til orkesterhuset brudt op, og der blevet sat ild til noget toiletpapir, der var placeret op ad døren.

  Foto: Nyborg Voldspil

Fyns Politi bekræfter episoden mandag aften.

- Ilden blev opdaget af nogle af skuespillerne, der befinder sig derude, siger vagtchef Anders Furbo Therkelsen.

Ifølge Jesper Bech Madsen så de fire unge voldspillere røg fra kulisserne, og da det lykkes dem at finde en brandslukker, kan de blot konstatere, at den er blevet tømt ud over scenen. De får hentet noget vand og får ilden slukket.

- Havde det ikke været for de fire voldspillere og deres hurtige reaktion, så kunne mange timers frivilligt byggearbejde have været gået op i røg, skriver Jesper Bech Madsen.

Politi søger vidner

Fyns Politi har efterfølgende været ude og lave en såkaldt gerningsstedsundersøgelse i forbindelse med ildspåsættelse og indbrud.

Læs også Muligvis påsat bilbrand: Tre biler udbrændt i Lærkeparken

- Det er en blanding af indbrud, hærværk og ildspåsættelse. Skuespillerne, der opdagede det, nåede ikke at se gerningsmændene, så vi hører gerne fra personer, der eventuelt skulle have set noget, siger vagtchefen og fortsætter:

- Vi har derfor ikke noget signalement. Men vi håber, at nogen kan hjælpe med at komme lidt nærmere en opklaring, siger Anders Furbo Therkelsen.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

00:49 Luk video