Nyborgensere: Lad rockerne være i fred

Det har forarget en lang række borgere, at Fyns Politi vil bruge ressourcer på at stresse Hells Angels, der er flyttet ind på Langelandsvej i Nyborg.

Der skabte heftig debat på de sociale medier, at politiet i går sagde til Fyens.dk, at de ville gøre, hvad de kan for at presse Hells Angels rockerne ud af Nyborg.

- Vi vil gerne undgå, at HA'erne gror alt for fast, når de slår sig ned nye steder, og når de har slået sig ned - som i Nyborg - vil vi helst ikke give dem ro til, at de kan opbygge en fast bastion og oparbejde status, siger chefpolitiinspektør ved Fyns Politi, Sten Skovgaard Larsen, til Fyens.dk.

- Rockerne de holder jo mere styr på Danmark; de skal have nogle friere tøjler, så de kan holde lidt styr på Danmark.

Den udmelding fik en række borgere til tasterne.

Mange mener, at rockerne ikke generer nogen, og at politiet i stedet for at bruge deres ressourcer på at bekæmpe organiseret kriminalitet som for eksempel rockere, burde bruge deres tid og mandskab på at håndtere flygtninge og indvandrere.

Tom Larsens kommentar i debatten på Fyens.dks facebookside.
Tom Larsens kommentar i debatten på Fyens.dks facebookside.

 

- Så meget kriminalitet begår rockerne altså heller ikke. Det er jo ikke andet end opreklameret meget af det. Rockerne de holder jo mere styr på Danmark; de skal have nogle friere tøjler, så de kan holde lidt styr på Danmark, siger Tom Larsen fra Veflinge, der er en af mange, der har forsvaret rockerne i sagen, i dag til TV 2/FYN.

Han kalder det 'forkasteligt' at politiet skal bruge så mange ressourcer på rockergrupperne.

- Var det ikke bedre at få styr på Danmark?, spørger Tom Larsen 

Han mener, at indvandrene begår langt mere kriminalitet end rockerne, og prioriteringen af politiets ressoucer derfor er helt forkert. Det til trods for en lang række sager med blandt andet organiseret kriminalitet i rockerkredse. 

- Hvor meget kriminalitet begår Hells Angels? Altså sat op mod indvandrene. Jeg kender mange, der har fået stjålet biler og scootere, og de altid blevet fundet inde i Vollsmose. Og der er jo ikke nogen rockere. Hvis man har nogle rockere som naboer, så er det meget mere stille og roligt. Der er jo slet ikke den kriminalitet i byerne, når de først får lov til at få lidt magt, siger Tom Larsen og siger:

- De må sgu gerne bo i min baggård, hvis det skal være.

Chefpolitiinspektør Sten Skovgaard Larsen siger i dag til TV 2/FYN, at han ikke vil forholde sig til borgernes kommentarer, men at politiet snarest vil iværksætte en oplysningskampagne, så borgerne i Nyborg kan få indsigt i, hvad politiet vil gøre i forhold til rockerne i byen.

TV 2/FYN modtog tirsdag en SMS fra Hells Angels´ i Nyborgs talsmand Thomas Gramstrup.

- Jeg kan kun give borgerne ret og tror efterhånden store dele af befolkningen er klar over at det er en meningsløs klapjagt der foregår på bikerne i Danmark. Hvor stort er det reelle problem sammenlignet med de enorme resourcer der bruges? Det stiller flere og flere spørgsmålstegn ved. Desuden kan man læse at folk mener prioriteterne er forkerte, at der er langt større problemer i Danmark i øjeblikket end at stoppe nogle bikere på langelandsvej i Nyborg, skriver Thomas Gramstrup.

Oversigt

    Oversigt