Nyborgs politikere vil have nye beregninger på museumsfærge

Socialdemokraterne sparker placering af museumsfærge til hjørne indtil på søndag.

Nyborgs økonomiudvalg besluttede mandag aften at få nye beregninger på, hvad det vil koste at have museumsfærgen MF/Broen liggende i Nyborg. Det sker på baggrund af et ønske fra Socialdemokraterne i udvalget.

Beregningerne går både på anlægs- og driftsudgifter, oplyser Nyborgs borgmester Kenneth Muhs. 

Økonomiudvalgets beslutning kommer efter et borgermøde i sidste uge, hvor 700-800 nyborgensere var samlet for at give deres mening til kende om projektet.

Flere kritikere, der også har dannet en protestgruppe på Facebook, har anbefalet, at færgen placeres uden for bymidten i det såkaldte femte færgeleje.

Nyborgs borgmester oplyser efter aftenens møde, at projektet og fondsstøtten til projektet fortsat hviler på, at færgen skal ligge i inderhavnen tæt på Nyborgs bymidte.

Den placering anbefales af de lokale museumsfolk – både af historiske grunde, og fordi det vil gøre det lettere at tiltrække de nødvendige fondsmidler.

Nyborgs økonomiudvalg mødes igen på søndag til et ekstraordinært møde for at gennemgå de nye beregninger.

Oversigt

    Oversigt