Nyborgs socialdemokrater: Grimme besparelser i lyset af sund økonomi

SF og Nyborgs socialdemokrater ser kritisk på nyt effektiviserings- og sparekatalog. - Men vi ved også, at Venstre kan bestemme selv, siger Sonja Marie Jensen (S).

Både Socialdemokraterne og SF i Nyborg vil forsøge at luge de værste tidsler ud af det effektiviseringskatalog, som administrationen netop har afleveret til Nyborgs politikere.

Kataloget lægger op til besparelser og effektiviseringer på 51 millioner kroner i 2019-budgettet.

Desuden er der er langt op til nedlæggelse af 43 kommunale stillinger.

quote Det er bemærkelsesværdigt, at vi ikke har haft sparekataloger de seneste to år og pludselig skal spare så mange penge - også set i lyset af, at vi har en sund økonomi

Sonja Marie Jensen

Om de to oppositionspartier får held med deres forhavende, er dog helt op til Venstre velvilje.

Partiet sidder på 13 ud af 25 pladser i Nyborg Byråd.

- Vi synes, det er nogle meget grimme besparelser og effektiviseringer, der er lagt på bordet. Det er bemærkelsesværdigt, at vi ikke har haft sparekataloger de seneste to år og pludselig skal spare så mange penge - også set i lyset af, at vi har en sund økonomi, siger Socialdemokratiets politiske ordfører og spidskandidat Sonja Marie Jensen.

Vil værne om kernevelfærden

Sonja Marie Jensen oplyser, at partiet nu vil gå konstruktivt ind i forhandlingerne om budgettet.

- Når der skal spares 51 millioner kroner vil det kunne mærkes i organisationen, og der skal vi sørge for at værne om vores kernevelfærd og arbejdsløse, siger Sonja Marie Jensen. 

- Og så mener jeg, at vi fremover langt mere systematisk en gang om året skal gennemgå den demografiske udvikling, nye lovforslag og prioritere pengene, så vi ikke pludselig står i en situation som nu, siger hun.

Hun bemærker, at den største besparelse findes i jobcentret.

- Og det er da også rigtigt, at ledigheden er faldet, men mange af dem, der er tilbage, er folk, der kræver ekstraordinær hjælp, siger Sonja Marie Jensen.

Besparelser på dagtilbud og skole

Suzette Frovin (SF), der er formand for skole- og dagtilbudsudvalget, kan se frem til besparelser og effektiviseringer på i alt 12 millioner kroner på det område, hun har politisk ansvar for.

Hun er ked af, hvis besparelserne går ind og ødelægger de gode normeringer og det gode pædagogiske arbejde, der har udviklet sig i kommunen de seneste år.

Hun bemærker blandt andet, at der er lagt op til, at institutionslederne fremover skal indgå i normeringerne med 20 procent, hvilket vil påvirke den samlede normering. 

- Desuden er der besparelser på flexjobbere, der har været en del af normeringen flere steder, siger hun.

Hun erkender og glæder sig over, at Nyborg Kommune har haft høj kvalitet, når det drejer sig over service-niveau inden for skole- og dagtilbud.

- Men det er også nødvendigt, hvis man vil tiltrække børnefamilier.

Desuden er hun stolt af den såkaldte Nyborg-model, der fokuserer på tidlig indsats over for udsatte børn og unge.

- Det man bare skal huske på er, at det er jo en satsning, der betaler sig, siger hun.

Hun mener, man skal være varsom med at spare på små poster, der umiddelbart ser ud til at kunne undværes.

- Vores udvalg mødes i september med ledelserne fra skoler og daginstitutioner, og jeg regner med, at de kan give os et nyttigt input til budgettet, siger Suzette Frovin. 

 

Oversigt

    Oversigt