Nordfyns sygefravær er Fyns højeste

Nordfyns Kommune har flest sygedage på Fyn. Her er de ansatte i gennemsnit syge 13,1 dag om året. Nyborg har Fyns laveste sygefravær.

De ansatte hos Nyborg Kommune har Fyns laveste sygefravær sammenlignet med resten af de fynske kommuner. De ansatte i Nyborg Kommune har gennemsnitligt 11,1 fraværsdag om året. På andenpladsen er Middelfart Kommune med 11,2 dag.

Nordfyns Kommune er den fynske kommune, der har mest sygefravær, nemlig 13,1 dag i gennemsnit. Nordfyns Kommune har ellers iværksat sundhedspakker med mulighed for blandt andet kiropraktor og psykolog til kommunens ansatte, men efter den nye opgørelse vil borgmester Morten Andersen (V) se på, om kommunens tilbud er gode nok.  

- Jeg synes, at vi har rigtig mange tilbud, og jeg tror, at det er vigtigt, at vi holder fast i de tilbud, men også evaluerer de tilbud også med vores medarbejdere, netop for at sikre at de indsatser, vi har, også er der rigtige. Og det skal medarbejderne også i høj grad være med til at vurdere, lyder det fra Morten Andersen.  

I 2007 lå Nyborg på plads nr. 77 ud af de 98 kommuner. Det fik medarbejdere og ledere til at gå sammen om at nedbringe sygefraværet med 20 procent.

 Det mål nåede Nyborg i 2014. Derefter blev medarbejdere og ledere enige om, at de ville have sygefraværet endnu længere ned og være blandt de 10 bedste i landet.

Indsatsen i 2015 placerer nu Nyborg på plads nr. 12 og altså meget tæt på det nye mål.

Det er vedholdenhed blandt ledere og medarbejdere igennem alle årene, der har ført til det lavere sygefravær i Nyborg.

 Den videre handleplan for at få nedbragt sygefraværet koncentrerer sig blandt andet om at få nedbragt det korte sygefravær, der er fravær på mellem 1 og 6 dage.

Dette gøres ved, at der udarbejdes individuelle handleplaner på arbejdspladser, der de sidste 3 år har ligget over deres områdes gennemsnit, bl.a. ved at der kigges på medarbejdernes fysiske og psykiske trivsel og kulturen for, hvornår kollegerne melder sig syge eller går på arbejde.

Derudover skal der arbejdes med nedbringelse af smittefare og tidlig opsporing af fx fysisk nedslidning.

De kommuner der i dag har et lavere sygefravær end Nyborg er: Samsø, Ærø, Vesthimmerland, Hedensted, Esbjerg, Lemvig, Rebild, Vallensbæk, Skive, Tønder og Sønderborg.

Oversigt

    Oversigt