Nyd sommeren i weekenden: - I næste uge skal vi prøve noget helt nyt

Blæsten lægger sig, og sommeren gør sig igen til i weekenden. Mandag, tirsdag og onsdag skal vi til gengæld mærke dryp fra oven.

Det har ikke regnet i flere uger, men i næste uge ser skyerne endelig ud til at vride lidt vand ud over Fyn.

- Mandag, tirsdag og onsdag skal vi prøve noget nyt. Alle dage er der faktisk chance eller risiko for byger, siger TV 2 Vejrets vejrvært Per Christiansen.

Inden regnen kan falde skal vi dog lige endnu engang varmes op af solens stråler i weekenden. 

Allerede i løbet af lørdagen løjer vinden af, og søndag vil bare en svag vind forsøge at køle fynboerne ned. 

- Vi kommer pænt over de 20 grader - 22-23 grader kan vi i hvert fald komme op på, og måske endda 24 grader. Når vi det ikke i løbet af lørdagen, når vi det uden tvivl i søndag, siger Per Christiansen.

Håber på regn

Indtil 25. juni har vi haft fornøjelsen af hele 28 sommerdage. Den tidligste faldt allerede 19. april, og vi har for længst slået sidste års antal. I 2017 blev kun 13 dage kategoriseret som egentlige sommerdage. 

Den ekstreme tørke betyder dog også, at flere landmænd mister penge, fordi høsten svitses væk. Det betyder også, at flere landmænd har måtte sende kreaturer tidligere til slagtning end normalt, fordi der ikke kan produceres nok foder.

Derudover ser haveejere formentlig også frem til en smule vand fra oven. 

Oversigt

    Oversigt