I det fynske folks tjeneste

Nye afsløringer: Vold og sexovergreb "burde være politianmeldt"

Foto: Jonas Mattsson

Nye afsløringer om asylbørnecentret Tullebølle viser, at omfanget af vold, hærværk og svigt er langt værre end først kendt. Flere sager burde have været politianmeldt. Det skriver Radio24syv.

En stribe dokumenter, som Radio24syv har fået udleveret af Udlændingestyrelsen, beskriver 18 sager om hærværk, krænkelser, vold mod ansatte og seksuelle overgreb på asylbørnene i løbet af otte måneder. 

Udlændingestyrelsen har i seks af sagerne fremsat en kritik af Langeland Kommune. I de tre af tilfældene har kommunen for sent fortalt styrelsen om seksuelle krænkelser mod børnene. Og i de tre andre sager har Langeland Kommune fået kritik for ikke at anmelde vold mod personalet til politiet. 

Ifølge Radio24syv har en tidligere medarbejder på Tullebølle fortalt, at der skulle meget til, før man meldte et barn til politiet, for ikke at skade børnenes asylsag. 

Ifølge de interne retningslinjer burde sagerne om trusler eller vold mod personalet have været meldt til politiet. Men det skete bare ikke. 

Ville dræbe medarbejder, der gav dreng plaster på
Dokumenterne viser flere sager, hvor nogle af drengene er gået amok og truet personalet. 

En episode fra 18. maj: 

En dreng slog på døre, lamper, andre beboere og ansatte med et plastikrør. Siden ødelagde han flere lamper og kom til skade - og endte med at true med at dræbe den medarbejder, der ville give ham plaster på.

Senere samme dag opstod der uro, da en dreng nægtede at slukke sit fjensyn om aftenen. Drengen smed med sofaer og bordfodboldspil. 

Udlændingestyrelsen skriver, at begge sager burde have været politianmeldt. 

Børnecenter Tullebølle er i dag lukket, og de øvrige 11 asylcentre, som Langeland Kommune driver, er alle sat under skærpet tilsyn. 

Ved du noget? Så send os et tip