Nye anholdelser og våbenfund: Ingen adgang i bandeklubhuse

Bandekonflikten i Odense er på ingen måde kølet af. Derfor har Fyns Politi valgt at forlænge både visitationszone og lukningen af Hells Angels og Black Armys klubhuse i byen.

Siden den 4. oktober har bandernes klubhuse på Petermindsvej og Nyborgvej været lukket ned for adgang. Og nu bliver lukningen forlænget en uge igen. Samtidig forlænger politiet visitationszonen i Odense i to uger frem til den 22. november. 

Den beslutning kommer efter, at politiet har vurderet, at der fortsat verserer en voldelig konflikt mellem de to grupperinger. 

Det er kun godt en uge siden, at en 26-årig mand fra Odense blev stukket med en kniv i området ved Lærkeparken i Odense. Politiet afviser ikke, at knivstikkeriet har tilknytning til den verserende bandekonflikt.

 

- Vi mener stadig, der er tale om, at der er en konflikt. Den seneste uge har vi jo blandt andet fået anholdt og varetægtsfængslet to personer med tilknytning til bandemiljøet. I begge tilfælde blev der beslaglagt skydevåben, siger vicepolitiinspektør Jens Langdal fra Fyns Politi.

Beslutningen om at forlænge lukningen af klubhusene og visitationszonen sker af hensyn til borgernes tryghed og sikkerhed samt til opretholdelsen af ro og orden.

-Borgerne skal kunne færdes både sikkert og trygt i Odense. Det er politiets opgave at sikre, det kan ske. Derfor mener vi, at en forlængelse er nødvendig, siger Jens Langdal.

 
 
Foto: Grafik Fyns Politi

Siden den 9. september og frem til i dag, har politiet gennemført 421 visitationer i det berørte område. I forbindelse med visitationerne har politiet beslaglagt følgende våben:

1 oversavet jagtgevær
5 slagvåben (herunder baseball bat)
17 knive
1 gasspray
1 knojern
1 grillspyd
1 savklinge
1 peberspray

 

Oversigt

    Oversigt