Nye anklager mod Åhuset

Nye anklager mod ledelsen på Åhuset. Lederparret nedprioriterede opholdsstedet og børnenes rideundervisning til fordel for deres stutteri, fortæller tidligere ansat.

På gården, der huser opholdsstedet Åhuset, har ægteparret Stig og Adie Jørgensen også et stutteri. Opholdsstedets og stutteriets heste går sammen, men tidligere ansatte mener, at ledelsen fokuserede mere på dyrene end på børnene.

- Der var meget fokus på hestene. De ville meget gerne have et stutteri op at køre ved siden af, siger Louise Andersen, der var ansat som pædagog på Åhuset fra marts 2006 til juni 2008.

Louise Andersen var ansat på Åhuset fra 2006 til 2008, ansvarlig for rideundervisning og pasning af hestene. Men undervisningen var tit svær at gennemføre, fordi børnenes heste ikke altid måtte bruges af børnene.

- De heste, som egentligt var til at træne med børnene, blev alligevel nogen gange taget ud, fordi de skulle bruges til noget andet. Det gav et kaotisk miljø for børnene, der ellers har meget brug for faste rammer, siger Louise Andersen.

Men leder Stig Jørgensen kan ikke genkende billedet af et kaotisk ridemiljø.

- Når man er ridelærer, så må man kunne tage at der sker nogle omskiftninger, siger leder af Åhuset Stig Jørgensen.

Men Louise mener, hun arbejdede mere med heste end med børn. På et tidspunkt 35 heste på samme tid, hvilket ikke efterlod meget tid til andet.

- Jeg havde forstået det sådan, at når jeg skulle tage mig af hestene, så var det børnenes heste. Men jeg tog mig også af deres private heste i min arbejdstid, siger Louise Andersen.

For Louise blev arbejdet mere og mere belastende. Skiftende medarbejdere og flere og flere heste at passe gjorde, at Louise til sidste sagde op. Arbejdet med børnene fyldte for lidt.

Oversigt

    Oversigt