Nye busruter møder kritik: Pernille og hendes familie må overveje at flytte

Pernille Weigel bor til daglig med sin mand og børn i Højby i den sydlige del af Odense, men familien overvejer sågar at flytte, efter det nye busnet i byen er trådt i kraft.

Hver torsdag er Pernille Weigel fra Højby nødsaget til at tage bus i stedet for bil for at komme til sit arbejde i Søhus.

Men det ser ikke længere ud til at være en mulighed.

- Jeg skal komme for sent på arbejde, hvis jeg skal nå noget som helst, og det er ikke super godt, siger Pernille Weigel, der til daglig bor i Højby i det sydlige Odense.

For søndag er Odenses helt nye busnet nemligt trådt i kraft, og det indebærer helt nye ruter og numre på mange af byens busser. Her er Fynbus' busforbindelse i Højby blandt andet blevet ændret. 

Busforbindelsen i Højby gik tidligere direkte til hendes arbejde hos Meny i Søhus. Her havde hun lige præcis en halv time i hver ende for at kunne nå at hente og bringe sine børn i institution. 

- Jeg kan ikke længere nå at aflevere mine børn, fordi jeg nu skal skifte inde på banegården (Odense Banegård, red.), hvor jeg før kunne tage bussen direkte. Når jeg skal skifte bus, så skal jeg løbe fra den ene bus til den anden, og det vil jeg ikke kunne nå, som det ser ud nu, siger hun.

- Jeg har undersøgt, om jeg så kan tage bussen fra Otterup. Men den stopper kun i Højby én gang i døgnet. 

quote Vores dagligdag kan ikke fungere. Hvis det fortsætter må vi også se på muligheder for at komme ud af Højby, fordi der ikke er noget, som hjælper os herude

Pernille Weigel, Højby

- Vores dagligdag kan ikke fungere

Det nye busnet er fordelt således, så der kører flest busser de steder, hvor der er mange passagerer, mens der vil være færre busser, hvor der er få passagerer. 

- Jeg ser det som dårlige ændringer, og jeg kan ikke bruge dem til noget. Vi har været nødt til at se på bil nummer to. Men det er penge, som vi skal finde i budgettet. Men det er ikke penge, som vi har, siger Pernille Weigel og fortsætter:

- Vores dagligdag kan ikke fungere. Hvis det fortsætter, må vi også se på muligheder for at komme ud af Højby, fordi der ikke er noget, som hjælper os herude, hvis vi ikke kan komme rundt.

Pernille Weigel bor med sin mand og børn i Højby, men de overvejer sågar at flytte, efter det nye busnet i byen er trådt i kraft.
Pernille Weigel bor med sin mand og børn i Højby, men de overvejer sågar at flytte, efter det nye busnet i byen er trådt i kraft.
Foto: William Borst Lorentzen

Bekendt med kritikken

Ifølge busselskabet Fynbus tager letbanen den mest befærdede strækning i byen, mens busruterne skal dække flere af såkaldte knudepunkter i byen såsom eksempelvis Hjallese Station. 

Knudepunkter dækker blandt andet stationer, hvor man kan skifte mellem letbane, bus og almindelige tog. De fleste busser vil stadig køre via Odense Banegård.

Fynbus er dog bekendt med kritikken blandt flere borgere, der er mærket af de nye ændringer, lyder det fra kommunikationskonsulent ved Fynbus Mikkel Henriksen.

- Nu skal flere skifte undervejs, mens man i stedet var vant til at komme direkte ind til byen og banegården. Det er nogen selvfølgelig trætte af, men det har været et ønske fra Odense Kommune om at ændre i parallelkørslen mellem letbanen og busser, siger kommunikationskonsulent Mikkel Henriksen.

Du kan se det nye rutenet her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vil evaluere det nye busnet

Det nye busnet i Danmarks tredjestørste by er designet og politisk vedtaget af Odense Kommune. Ifølge by- og kulturrådmand i Odense Kommune Søren Windell (K) er beslutningen truffet for at "sikre den bedste sammenhæng mellem letbanen og busserne" for flest mulige borgere inden for et givent budget. 

- Der findes desværre ikke et perfekt busnet, som alle vil rose, for det vil kræve uanede økonomiske ressourcer. Nogle borgere vil med de nye busnet få en bedre adgang til den kollektive trafik, mens nogen desværre også vil opleve en ringere adgang, siger rådmand Søren Windell (K) og fortsætter: 

- Derfor vil vi også sammen med Fynbus evaluere det nye busnet og se på, om der skal foretages nogle justeringer.

Pernille Weigel forstår godt, at man vil have Odense Letbane implementeret bedre, så folk vil bruge den frem for bilen. Hun mener dog i sidste ende ikke, at politikernes løsninger er til gavn for borgerne udenfor Odense centrum.

- Man går for meget op i, hvad der står på bundlinjen uden at tænke på menneskerne. Der er nok ikke tænkt på menneskerne, der bor i yderområderne, til trods for man gerne vil have flere folk herud, siger Pernille Weigel.

Flere busforbindelser i Odense er blevet ændret i forbindelse med det nye rutenet. Se, hvilke der er tale om her.

Oversigt

    Oversigt