Fætter BR solgt: Nye butikker rykker ind i gågader og storcentre

Alt fra tøjkæder til byggemarkeder og restauranter står på spring for at overtage Fætter BR og Top-Toys legetøjsbutikker.

Konkursen i legetøjsgiganten Top-Toy efterlader tomme butikslokaler rundt om i Danmark. Det fem Fætter BR-butikker i Odense, Middelfart og Svendborg, samt den ene Toys"R"Us i Odense genopstår ikke.

Det står klart efter at Salling Group har købt Top-Toys samlede danske varelager samt rettigheder til BR-brandet i Danmark.

Istedet må de lokale handlende til at vænne sig til helt andre varer på hylderne, hvor der før var legetøj fra BR og Toys"R"Us.

For mens detailgiganten Salling Group har overtaget varelagrene i Danmark og Fætter BR-brandet, så står en stribe meget forskellige detailkæder klar til at overtage Top-Toys' omkring 90 butikslejemål i Danmark.

Det fortæller Henrik Libak, som ejer rådgivningsvirksomheden Libak Retail. Han har til opgave at afsætte lejemålene for at få skrabet så mange penge som muligt sammen til Top-Toys' kreditorer.

- Top-Toy er jo en gammel, traditionsrig kæde, som har brugt mange år på at opbygge et godt butiksnet. Så der har været rigtig stor interesse. Jeg får typisk henvendelser fra detailkæder, der er interesseret i at overtage nogle få udvalgte butikker.

- Det er for eksempel kæder inden for sport, tøj, sko, elektronik eller isenkram. Det er også byggemarkeder, fitness og restaurationer. Jeg har også fået henvendelse fra nogle få enkeltstående legetøjsbutikker, siger Henrik Libak.

Han kan endnu ikke afsløre, hvor mange butikker der er afsat og til hvem.

Top-Toy blev erklæret konkurs 28. december efter skuffende julehandel. Forinden havde koncernen fået et halvt år til at rette op på en håbløs økonomisk situation, hvor seneste årsregnskab bød på et underskud på to milliarder kroner.

Torsdag offentliggjorde Salling Group, der blandt andet ejer Føtex og Bilka, at den har købt dele af konkursboet.

Men handlen inkluderer altså hverken lejemål eller ansatte, som derfor mister deres job.

Trods salget til Salling Group er kurators opgave med konkursboet langt fra færdig, fortæller en af kuratorerne, John Sommer Schmidt fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel.

- Lige nu er der et ophørsudsalg i Sverige og Finland, og så arbejder vi stadig på, om vi kan sælge forretningen i Norge som en samlet enhed, siger han.

Den mest optimale løsning var at sælge hele Top-Toy i en bid. Men det lykkedes altså ikke, lyder det fra John Sommer Schmidt.

Endnu er der heller ingen planer om at videreføre brandet Toys"R"Us i Danmark, som Top-Toy har på licens fra USA.

Oversigt

    Oversigt