Nye dokumenter afslører: Odense Sport & Event var lovet fortsat støtte

TV 2/Fyn har fået aktindsigt i korrespondancen mellem Odense Kommune og Odense Sport & Event. Odense Sport & Event pressede hårdt på for at få økonomisk tilskud forlænget.

Stadsdirektør Jørgen Clausen var under hårdt pres for at bevilge fortsat støtte til Odense Sport & Event efter, at den oprindelige kontrakt var udløbet i 2012.

Det viser en aktindsigt, som TV 2/Fyn har fået.

13. juni 2013 beklagede daværende stadsdirektør Jørgen Clausen således overfor Odense Sport & Event i en mail til Niels Thorborg og Thomas Christensen, at Odense Kommune stadig ikke havde levet op til det tilsagn, man havde givet om at fortsætte støtten.

Det fremgår dog også, at sagen er kompliceret, og at man derfor var nød til at tage den af økonomiudvalgets dagsorden 19. juni 2013 og udskyde den til efter sommerferien.

- Det skal ikke betragtes som om vi bakker ud af det tilsagn, vi har givet på vores møder, hedder det i mailen fra Jørgen Clausen.

Han fortsætter:

- Jeg vil gerne understrege, at vi finder midler til at indgå en gensidig aftale med Odense Sport & Event allerede i 2013.

Som bekendt blev den færdige aftale underskrevet den 10. oktober 2013.

Sagen fortsætter dog med at skabe dønninger.

25. oktober 2013 - altså efter, at allongen er underskrevet, skriver kommunikationschef Peter Hørlüch hos Odense Sport & Event, til kontorchef i borgmesterforvaltningen Morten Møller Iversen under overskriften "Enhedslisten vil fjerne OSE-penge" forslag til en række spørgsmål og svar på disse.

Det sker under henvisning til aftale med Tue Kempf fra Odense Sport & Event.

Korrespondancens bilag er dog undtaget aktindsigt ligesom en række øvrige dokumenter, idet Odense Kommune har sendt dokumenterne i partshøring hos Odense Sport & Event.

Først herefter tager kommunen stilling til, om man vil give aktindsigt.

 
 

 

Oversigt

    Oversigt