Nye forsinkelser på Svendborgbanen

De rejsende på togstrækningen mellem Odense og Svendborg må endnu en gang væbne sig med tålmodighed. Forbedringerne på togstrækningen skulle oprindelig være trådt i kraft til december - så blev de udskudt til juni næste år, og nu udskyder DSB endnu en gang opgraderingen - til september 2003.

-

Det er blandt andet problemer med det nye spor på Odense Station, der gør, at DSB nu må udskyde den nye køreplan endnu en gang.

Ramt af anlægsstop
Men ifølge bladet DSB i dag skyldes forsinkelsen også VK-regeringens anlægsstop. Den nye køreplan forudsætter hastigheder på 120 km/t, og de nødvendige opgraderinger af sporene har Banestyrelsen ikke kunnet gennemføre på grund af anlægsstoppet.

I starten af 2003 går DSB dog i gang med de lovede forbedringer. Når opgraderingen træder i kraft i september 2003 vil det betyde en lang række forbedringer på togstrækningen. Passagerne vil blandt andet få nye og hurtigere tog.

Gennemgående tog
Køreplanen bliver forbedret blandt andet med gennemgående tog fra Svendborg til Odense. Men en del af forbedringerne i køreplanen må dog vente indtil DSB får leveret materiel til de nye IC2 tog i 2004.

Det betyder blandt andet at ekstratogene fra september ikke vil stoppe i Kværndrup og Svendborg Vest.

Banestyrelsen vil også etablere et fuldelektronisk sikringsanlæg på sporene, der vil øge sikkerheden for de rejsende.

Oversigt

    Oversigt