I det fynske folks tjeneste

Nye hybridbusser til Odense

Nye hybridbusser bliver indsat i Odense fra 2015.

Et enigt By- og Kulturudvalg har bestemt, at bybusserne i Odense fremover skal køre på en blanding af elektricitet og diesel.

Fra august 2015 bliver der indsat 18 nye dieselhybrid-busser og 21 nye dieselbusser, skriver FynBus på sin hjemmeside.

41 af de nuværende dieselbusser er så nye, at de fortsætter i drift frem til 2020.

Samtidigt vil det i de kommende år være muligt at udvide busflåden med en ny generation af dieselhybrid-busser og muligvis også busser, der udelukkende kører på el, hvis teknologien og økonomien tillader det.

- By- og Kulturudvalget har valgt at satse på el i fremtiden. Teknologien er ikke helt moden endnu, men vi har med denne beslutning nu banet vejen for, at Odense Kommune inden for en årrække fortrinsvis vil kunne anvende eldrevne busser, siger By- og kulturrådmand Jane Jegind (V) og tilføjer:

- Vi går en spændende fremtid i møde. Om 10 år har vi en velfungerende letbane, som kombineret med el- og hybridbusser og beslutningen om at kommunens egne biler skal være elbiler, vil gøre Odense til en rigtig grøn by. Dette er helt i tråd med Odense Kommunes miljøpolitik, og jeg glæder mig over, at det er et samlet By- og Kulturudvalg, der anser eldrevne busser som fremtiden.

FynBus indgår aftale med Keolis

Det er trafikselskabet FynBus, som indgår kontrakten med firmaet Keolis, der skal stå for driften af odenseanske bybusser i de kommende otte år.

FynBus har haft forhandling med fire selskaber, som hver især bød på tre løsninger: Diesel, gas og dieselhybrid.

- Vi er i en meget spændende tid, hvor nye energiformer for alvor er ved at komme frem. Med valget af hybridbusser har Odense Kommune igangsat den hidtil største satsning på el-drift i den kollektive trafik i Danmark. Sammen med Odense Kommune og Keolis glæder vi os til at bane vejen for ren el-drift i Odense, siger direktør Carsten Hyldborg.

Den nye kontrakt med Keolis, der indbefatter overtagelsen af driften af bybusserne i Odense og indsættelsen af blandt andet de valgte dieselhybrid-busser, vil ske i august 2015.

Ved du noget? Så send os et tip