Nye lån: Fynsk ejendomsselskab har fået ro

Odense-selskabet HD Ejendomme blev ikke som forventet solgt inden årsskiftet.

HD Ejendomme A/S har fået forlænget den eksisterende bankaftale med selskabets kreditorer. Forlængelsen sikrer, at der er ro til at gennemføre og afslutte den igangværende salgsproces.

Dermed er der fortsat håb om, at selskabet, der de seneste fem år har mistet over 800 millioner kroner, kan få nye ejere.

- Vi har igennem 2016 gennemført en proces for at finde nye investorer til HD Ejendomme. Salgsprocessen er ikke endeligt afsluttet, og selskabets kreditorer er blevet enige om, at forlænge bankaftalen, så der er den nødvendige tid til få en optimal løsning for alle parter, siger bestyrelsesformand blandt andet Lars Jensen i en pressemeddelelse.

Det var ellers et mål for HD Ejendomme, at finde nye ejere inden udgangen af 2016, men nu forventer bestyrelsen, at salget er afsluttet inden 30. juni i år.

HD Ejendomme har hovedsæde i Odense og har omkring 2.000 lejeboliger og 375 erhvervslejemål fordelt over hele landet, hovedsageligt placeret nær større byer, motorveje og indfaldsveje.

Oversigt

    Oversigt