I det fynske folks tjeneste

Nye naturplaner skaber bedre natur på Fyn

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen lancerer i dag de nationale naturplaner, der plejer og sikrer sårbar og værdifuld natur.

Danmarks vigtigste naturområder skal beskyttes endnu bedre, og der skal skabes mere og bedre natur. Det er målet med de nationale naturplaner, Natura 2000, som miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i dag præsenterede.

På Fyn er der udpeget 21 Natura 2000-områder. Her vil der i de kommende naturplaner blandt andet være fokus på at skabe mere af den sjældne naturtype rigkær, der er levested for en lang række sjældne plante- og dyrearter. 

Fældning af træer og buske og afbrænding af vissent græs er en af indsatserne i Miljø- og Fødevareministeriets naturplaner, der kan skabe nye rigkær, men der skal også skabes nye sammenhængende arealer, hvor køer græsser, for på den måde plejes engarealer på en nænsom måde til gavn for sjældne orkideer og andre dyr og planter.

-Første generation af naturplanerne har vist, at de nytter. Andelen af sjældne højmoser med en god naturtilstand stiger, og vi plejer i dag dobbelt så mange naturområder som tidligere. Men vi vil gøre endnu mere med de nye planer. Mange steder skal krat og buske fjernes, så vi kan beskytte vores mest værdifulde natur. Men vi skal også udvide de arealer, der afgræsses, og det vil man blandt andet fokusere på på Fyn, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. 

Samlet set er otte procent af naturen på landjorden udpeget til Natura 2000-områder, hvilket svarer til et område på størrelse med Fyn og øer, mens 18 procent af danske havområder er udpeget. 

06:35 Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip