Nye påsatte brande i Lærkeparken

Ukendte gerningsmænd forsøgte natten til fredag to gange at sætte ild til boligblokke i Lærkeparken i Vollsmose. Lignende ildpåsættelser fandt sted i april.

Klokken 0.30 satte gerningsmændene ild til en klapvogn parkeret i en trappeopgang i Lærkeparken 122. Samtidig stoppede de nogle aviser ind i en brevsprække og satte ild til dem.  Ilden udviklede kraftig røg, og gløder fra avisen faldt ned på gulvet i lejligheden.  Men brandvæsnet fik dog slukket ilden inden der skete alvorlige skader.

Få minutter senere gik det ud over en trappeopgang i nummer 56. Her satte gerningsmændene ild til en barnevogn og limtube der blev sat i klemme i en brevsprække. Heller ikke her skete der alvorlige skader.

Brande i april

Det er anden gang i løbet af få måneder at trappeopgangene i Lærkeparken er udsat for brandattentater. Sidst i april satte ukendte gerningsmænd ligeledes ild på barnevogne og klapvogne i trappeopgange i Lærkeparken.
 
Politiet ser med stor alvor på sagen, men har endnu ingen konkrete spor at gå efter.

Oversigt

    Oversigt