I det fynske folks tjeneste

Nye tal kan slette fynsk ghetto fra liste

Solbakken burde ikke være på ghettolisten, hvis man ser på nye tal. Foto: Morten Grundholm

Én af Fyns to ghettoer burde slet ikke kaldes en ghetto. Politiken skriver, at den seneste ghettoliste bygger på forældede tal om indvandreres uddannelsesniveau. Omkring halvdelen af boligområderne på ghettolisten burde slettes.

Tidligere på måneden blev Transport-, Bygnings- og Boligministeriets såkaldte ghettoliste offentliggjort med 22 udsatte områder. 

Men det tal kunne sagtens have været halveret, hvis blot ministreret havde valgt at bruge de seneste tal om indvandreres uddannelsesniveau.

Det skriver Politiken fredag. 

Én af Fyns to boligområder, som er med på regeringens nye ghettoliste, burde ifølge de nye tal slet ikke kaldes en ghetto. Det drejer sig om Solbakken i Odense. 

Læs også Ny liste: Fyn har fortsat to ghettoer

Et af kriterierne for, at et boligområde havner på listen, er, at over halvdelen af beboerne kun har afsluttet grundskolen. Det lever alle 22 boligområder ifølge den seneste ghettoliste op til.

Men ifølge Politiken viser tal fra Danmarks Statistik og Rockwool Fonden, som indeholder nye informationer om indvandreres medbragte uddannelse, at uddannelsesniveauet i mange af boligområderne er betydeligt højere, end det fremgår af regeringens oversigt.

Derfor tegner ghettolisten et skævt billede.

Det vurderer en af Danmarks førende statistikeksperter.

- Som minimum burde man benytte de oplysninger, man har, siger professor Susanne Ditlevsen fra Københavns Universitet til Politiken.

Læs også Borgmestre: Ghetto-udspil skal mere end rive bygninger ned

Avisen skriver, at regeringen nu får kritik for ikke at bruge de mest opdaterede tal.

- Regeringen skal selvfølgelig bruge de nyeste tal. Alt andet er hul i hovedet, siger integrationsordfører Mattias Tesfaye (S) til Politiken.

Tesfaye opfordrer regeringen til at lægge nye tal på bordet inden ghettoforhandlingerne senere på året.

Boligminister Ole Birk Olesen (LA) medgiver, at det ser problematisk ud.

- Det skal undersøges grundigt, hvordan denne problemstilling håndteres, så vi kan have en løsning klar, inden næste års ghettoliste skal udarbejdes, siger han til Politiken.

Kriterierne for at komme på ghettolisten

For at komme på listen skal et boligområde have mindst 1.000 beboere og opfylde tre af fem følgende kriterier:
  • Mere end 40 procent af beboerne mellem 18 og 64 år har ikke tilknytning til enten arbejdsmarkedet eller en uddannelse. Det udregnes som et gennemsnit over de seneste to år.
  • Mere end 50 procent af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ikkevestlige lande.
  • Mere end 2,7 procent af beboerne over 18 år er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer. Det udregnes som et gennemsnit af de seneste to år.
  • Mere end 50 procent af beboerne i alderen 30 til 59 år har højst en grunduddannelse. Personer med ikke oplyst uddannelsesniveau tælles med.
  • Boligområdets indkomst skal være væsentligt lavere end resten af regionens. Det måles ved at tage den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige beboere i alderen 15 til 64 år, som ikke er under uddannelse. Den skal være mindre end 55 procent af gennemsnittet for samme gruppe i regionen.
Kilder: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Ved du noget? Så send os et tip