I det fynske folks tjeneste

Nye tal: Voldsom stigning i chikane mod offentligt ansatte på Fyn

I dag skærpes straffen for trusler og chikane med en tredjedel. Ekspert tror ikke rigtig på den store effekt.

TV 2/Fyn har i denne uge sat fokus på tonen i det offentlige rum - bl.a. i de fynske jobcentre, Arkivfoto.

Trusler og krænkelser mod offentligt ansatte på Fyn er værre end hidtil antaget.

Det viser helt nye tal fra Fyns Politi, som TV 2/Fyn har fået aktindsigt i.

Antallet af sigtelser for krænkelse af personer i offentlig tjeneste er det seneste år steget fra 17 til 138. Når det drejer sig om sigtelser for trusler overfor offentligt ansatte på Fyn er tallet steget fra 135 til 211.

Mens sigtelser for vold mod nogen i offentlig tjeneste på Fyn er det seneste år steget fra 125 til 259.

De nye tal kommer frem samtidig med, at en lov, der skærper straffene for chikane, trusler og vold overfor offentligt ansatte træder i kraft i dag.

00:39

Linda Kjær Minke fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet

Luk video

Hvis domstolene dømmer som anvist af Folketingets flertal, kan strafniveauet hæves med en tredjedel.

I dag siger straffelovens paragraf 119, at "den, som krænker en offentligt ansat ved at kontakte, forfølge eller på anden måde chikanere hende eller ham under udførelsen af tjenesten straffes med bøde eller fægsel indtil 2 år."

Hvis man håner, bruger skældsord eller taler fornærmeligt til en offentligt ansat kan man straffes med et års fængsel.

Social- og børneminister Mai Maercado håber, at dommerne vil bruge den nye lov til at idømme strengere straffe.

- Det er godt og positivt, at vi har fået lovforslaget, men det er desværre på en beklagelig baggrund, siger hun.

00:12

Mai Mercado er glad for lovstramningen

Luk video

​Det er et bredt flertal, der står bag lovforslaget, som Enhedslisten som eneste parti har undladt at stemme for. Partiet har hverken stemt for eller imod.

Hos Dansk Folkeparti er Peter Kofod glad for skærpelsen og henviser til, at domstolene hidtil har ligget i den lave ende ved førstegangsovertrædelser, hvor dommene har været fra 10 til 60 dages fængsel.

Bødestraffen for chikane er steget til 10.000 kroner, og så er det en skærpende omstændighed, hvis der begås hærværk mod offentligt ansattes ejendom eller ejendele. 

Linda Kjær Minke fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet mener, at det er sjældent strafskærpelse har nogen effekt.

- Det er sjældent, at den person, der udfører de gerninger står og overvejer, om det udløser 30 eller 40 dage, siger hun.