I det fynske folks tjeneste

Nye veje til at få unge i uddannelse

I middelfart Kommune har man lavet en strategi for, hvordan man mindsker fraværet blandt de unge og får flere til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

I Middelfart Kommune har fagprofessionelle lavet et stort projekt, der skal mindske fraværet og gøre de unges uddannelsesforløb bedre.

Seks forskellige netværk med fagprofessionelle medarbejdere i kommunen har arbejdet på at nedbryde de traditionelle faggrænser.

Målet har været at komme tættere på, hvordan man skaber de bedste uddannelsesmuligheder, og hvordan man forebygger fravær.

- Unge kan tale med andre unge på en anden måde end vi professionelle kan. Vi har derfor iværksat en "ung til ung"-aften, hvor unge kommer og fortæller om valg af uddannelse og karrieremuligheder for de ældste folkeskoleelever og deres forældre. Uddannelsesvejledning i øjenhøjde, hvor den enkeltes svære valg også kommer i spil, sigerInger Dahl Nissen, lærer på EUC Lillebælt og netværksdeltager.

10 bud på mindre fravær

En gruppe har interviewet folkeskolernes afgangsklasser og ungdomsuddannelser. Det er der kommet en pjece med 10 veje til mindre fravær ud af.

- Helt overordnet hører vi eleverne sige, at der er vigtigt, at vi som lærere tør at være opsøgende og spørge ind, når vi oplever, at en elev ændrer adfærd eller ikke trives, siger Susanne Uhd Pedersen, der er gymnasielærer på EUC Lillebælt.

Der er også blevet arbejdet på at skabe et større samarbejde mellem folkeskoler og ungdomsuddannelser, så de unge kan træffe mere kvalificerede valg.

Projektet i Middelfart tager udgangspunkt i regeringens målsætning om, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse.

Ved du noget? Så send os et tip