Nyrup: hvad sagde jeg

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen blander sig nu i debatten om, at Kommunekemi i Nyborg skal modtage flere skibsladninger med australsk gift.

I et læserbrev i Lokalavisen Nyborg skruer han tiden et par år tilbage, da han ved et foredrag i Nyborg mødte mange bekymrede borgere.

De var bekymrede over, at de daværende ejere af Kommunekemi, kommunerne, var i færd med at sælge virksomheden til en kapitalfond.

Dengang advarede Poul Nyrup Rasmussen kommunerne om at sælge, fordi kapitalfonde kunne have helt andre interesser end offentlighedens ve og vel.

At Kommunekemi nu i løbet af efteråret modtager fire skibsladninger af ekstremt farligt affald fra Australien, ser han blot som bevis på, at han - og andre, der advarede - havde ret.

- Desværre viste borgerne i Nyborgs bekymring sig at være helt reel, skriver Poul Nyrup Rasmussen.

Han opfordrer politikere og medarbejdere på Kommunekemi til at finde en bedre løsning end at importere affaldet til Nyborg.

Oversigt

    Oversigt