Nyrup i spidsen for nyt center på Lindø

Lindøværftet, der snart har bygget sit sidste skib, huser nyt center for vind- og bølgeenergi. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen er formand.

Selv om der i fremtiden ikke længere skal bygges skibe på Lindøværftet på Fyn, kan havet stadig komme til at spille en afgørende rolle for det fynske værft.

Onsdag mødes en række af dansk erhvervslivs sværvægtere inden for vind- og bølgeenergi med det formål at skabe et nyt videns- og teknologicenter på værftet, der lukker i 2012.

I spidsen for fonden Lindø Offshore Renewables Center står tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der har selskab i bestyrelsen af blandt andre Danfoss-formand Jørgen Mads Clausen, direktør Lars-Erik Brenøe fra Mærsk og rektor på Syddansk Universitet, Jens Oddershede.

- Offshore bliver mere og mere aktuelt, når det gælder vedvarende energi. Det er svært at få stillet vindmøller op på land i Danmark, men til gengæld er der masser af muligheder på vand. Både vind- og bølgeenergi kræver dog store konstruktioner, og her kan et videnscenter hjælpe, siger Jørgen Mads Clausen, der er bestyrelsesformand i Wave Star Energy A/S, som arbejder med bølgeenergi.

På Lindø er omkring 10 procent af området allerede lejet ud til Fredericia Skibsværft. Direktør Peter Jann Nielsen håber at det nye center kan optage en tilsvarende del af den kommende industripark på området. Dertil kommer de mange virksomheder, som ventes at slå sig ned på Lindø for at være i nærheden af et videncenter og trække på ekspertisen der. Det er også håbet, at en del af Lindøs nuværende medarbejdere kan bruge deres erfaring med at bygge og beregne store konstruktioner til vands til at få job i det nye selskab.

Udviklingsdirektør Niels Brix fra firmaet Skykon, der en af initiativtagerne til det nye center, fortæller, at fonden lige nu har støtte fra private investorer, erhvervslivet omkring vedvarende energi og Region Syddanmark, men at man håber på statslig støtte også til det nye center.

Oversigt

    Oversigt