Nyt byrum forbinder Svendborg by og havn

Arkitektkonkurrencen om fremtidens byrum i Svendborg er afgjort. Vinderprojektet forbinder bymidten med havnen.

Idag er Svendborg bymidte adskilt fra byens havn af veje og bygninger.

Vinderprojektet forbinder by og havn med nye fodgængerforbindelser, aktivitetsformer og trafikløsninger, der passer til Svendborgs identitet som byen ved vandet.

Bag projektet står gruppen: Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, Praksis Arkitekter, Vand og Landskab og lysdesigner Jesper Garde Kongschau.

De fem deltagende projekter i arkitektkonkurrencen bliver udstillet på Kulturtorvet, Kulturhus Svendborg fra 3. december til 4. januar 2013.

Fodgængere og cyklister første prioritet

Vinderprojektet omdanner en række trafikbelastede byrum til rekreative og dynamiske byrum, hvor fodgængere og cyklister prioriteres højst.

En ny trappeforbindelse bryder gennem de barrierer, der er mellem bymidten og havnen, og der skabes et samlet forløb mellem Krøyers Have, Ramsherred, Torvet og havnen.

Projektet, som financieres af Realdania og Svendborg Kommune, ventes at gå igang i august 2013.

Oversigt

    Oversigt