I det fynske folks tjeneste

Nyt eventyrligt H.C. Andersens Hus på vej

Den verdensberømte japanske arkitekt, Kengo Kuma, besøgte mandag Odense for at præsentere sine planer om et helt nyt HC Andersens Hus.

Det bliver et museum med cirkelformer og et magisk haverum. Meningen er, at sende gæsterne på en eventyrlig rejse, hvor digterens fortællinger kommer til udtryk både i arkitekturen og genstandene.

 

 

 

I samarbejde med det danske arkitektfirma Cornelius + Vöge og landskabsarkitektfirma MASU Planning har Kengo Kuma and Associates vundet projektkonkurrencen om at tegne et nytænkt H.C. Andersens Hus, der skal sætte eventyrene i centrum for museumsoplevelsen. Kengo Kuma vandt foran stærke internationale navne som Barozzi Veiga og Snøhetta samt ikke mindst danske BIG – Bjarke Ingels Group, der var med i opløbet til det sidste.

Kengo Kuma skal også tegne det ny olympiske stadion i Tokyo.

British Event Communications skal stå for udviklingen af selve udstillingerne. De har blandt andet erfaringer fra udstillingerne i det ny Titanic Museum i Belfast og Polin - museum for det jødiske folks historie i Polen. 

Den blev tildelt European Museum of the Year Award 2016.

Da Kengo Kuma vandt arkitektkonkurrencen i april udtalte borgmester Anker Boye:

- At Kengo Kuma er fra Japan viser blot, at nogle gange må man rejse ud for at finde hjem. Forslaget har en særlighed, som er både andersensk og odenseansk, voldsomt internationalt og på samme tid stærkt lokalt forankret. Det er et projekt, som jeg kun kan forestille mig her i Odense. Men samtidig peger det langt ud over både det lokale eller nationale. Det er internationalt odenseansk.

Ifølge Odense Kommune indgår projektet som en del af den store forandring af bymidten, der foregår i Odense. Selve museet vil komme til at få et areal på 5600 m2, hvoraf en tredjedel, efter planen, skal etableres under jorden for på den måde at skabe et magisk haverum i centrum af Odense. 

Det ny museum kommer til at ligge ud mod den tidligere Thomas B. Thriges Gade og i forbindelse med det nuværende museum, Børnekulturhuset, Fyrtøjet og Lotzes Have.

 

Den underjordiske have

 

Det ny museum med letbanen i forgrunden

Den eventyrlige have

 

Børneuniverset

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip