Nyt forskningsprojekt

Forskningsprojekt med fokus på danske virksomheders interesser i Kina skal være med til at tegne en positiv fremtid for danske underleverandører.

-

I dag er det kun få danske underleverandører, der har etableret sig i f.eks. Kina - ét af de markeder, hvor danske virksomheder typisk flytter deres produktion til.

Ifølge forskerne er det netop fremtidens nye type underleverandør, der kan servicere danske virksomheder både herhjemme og internationalt. Om det virkelig bliver fremtiden for danske underleverandører, vil en forskningsrejse til Kina i marts være med til at afdække.

\"Udviklingen har i stigende grad vist, at danske virksomheder vælger de danske underleverandører fra og flytter produktionen til f.eks. Kina. Og der er ikke kun tale om såkaldte lavprisprodukter. Kinesiske underleverandører er blevet så dygtige, at de også er med til at vidensudvikle f.eks. finelektroniske produkter. Den tendens er danske underleverandører ikke så opmærksomme på endnu. Vores resultater vil derfor være med til at kunne gøre de danske underleverandører bedre i den internationale konkurrence\", siger professor Poul Houman Andersen, Institut for Udenrigshandel på Handelshøjskolen i Århus.

Til Beijing og Shanghai
Sammen med sine kolleger fra Syddansk Universitet, Poul Rind Christensen og Torben Damgaard, har han i en årrække forsket i danske og internationale underleverandørers vilkår. I marts rejser en delegation fra Dansk Industri, Håndværksrådet og Udenrigsministeriet til Beijing og Shanghai, og her har de tre forskere fået tilladelse til at deltage.

\"Vi følger delvis delegationen, men vi har også selv truffet en række aftaler med danske virksomheder og deres kontakter derude. Når vi kommer hjem, skal vi skrive en rapport til Udenrigsministeriet. Og så skal vi ud at holde foredrag i virksomheder, der har kontakt til Kina\", forklarer Poul Houman Andersen.

20 virksomheder i Kina er blandt verdens multinationale. Alene af den grund er landet interessant for danske virksomheder.

\"Kina er også et fornuftigt sted for os at starte, fordi så mange danske virksomheder allerede har interesser derude. Men senere vil vi kigge på resten af Asien samt Polen og de øvrige nye EU-lande. Forhåbentlig kan vores erfaringer og resultater tegne fremtiden for de danske underleverandører, så de igen kan være med i konkurrencen\", slutter Poul Houman Andersen.

Oversigt

    Oversigt