I det fynske folks tjeneste

Nyt forslag: Fynske iværksættere får sværere ved at få penge

Nyt forslag vil lukke innovationsmiljøerne og flytte investeringsmidler væk fra Odense. Det er midler, der før har hjulpet de fynske robotvirksomheder.

Helge Holm-Larsen og Ivan Sløk er begge ærgerlige over Erhvervsfremmeudvalgets forslag om at lukke innovationsmiljøerne. Foto: Flemming Ellegaard

Nye fynske virksomheder risikerer at blive ramt af et nyt udspil fra regeringens erhvervsfremmeudvalg. Det er de populære innovationsmiljøer i universitetsbyerne, der ifølge forslaget skal nedlægges.

I Odense har Syddansk Innovation ellers været flittigt brugt af nye virksomheder til at søge viden og risikovillig kapital fra de statslige investeringsmidler, som selskabet har til rådighed.

Det er virksomheder som robotvirksomheden Universal Robots og resten af den fynske robotklynge, der har nydt godt af Syddansk Innovation. Innovationsselskabet er hovedinvester i seks af de nye robotvirksomheder, og ifølge admistrerende direktør i Syddansk Innovation, Helge Holm-Larsen, giver de penge til virksomhederne, før nogen andre vil.

- Vi går ind og tager den første investering, hvor for eksempel banker og venturekapitalister ikke har lyst til at være med. Den rolle kommer til at mangle i fremtiden, hvis man går igennem med det her forslag, siger han.

Pengene går til Aarhus og Hellerup

I forslaget foreslår erhvervsfremmeudvalget, at de 200 millioner skattekroner, der årligt kunne forvaltes af innovationsmiljøerne, fordeles mellem Vækstfonden i Hellerup og Innovationsfonden i Aarhus.

Centraliseringen af midlerne er et problem. Det mener Ivan Sløk, der er direktør i Totalbanken. Han har været med til at råbe op over for forslaget.

- For udkantsfyn er der ikke nogen tvivl om, at det her er en dårlig nyhed. De virksomheder, der har brug for hjælp i dagligdagen, fordi de sidder begravet i driftudfordringer. Det kan komme til at koste arbejdspladser, hvis man ikke kan få den hjælp eller ved, hvor man skal søge den, siger Ivan Sløk. 

Læs også Kapital til fynsk robotvirksomhed

Bekymring i Assens

Der lægges i forslaget op til, at kommunerne skal fratages den lokale erhversservice, som i stedet skal samles i fem regionale erhvervshuse. Det vækker bekymring i Assens, hvor borgmester Søren Steen Andersen (V) frygter for kommunens iværksættere. 

- Assens Kommune er en erhverskommune, og sådan skal det også være fremadrettet. Vi mener, at virksomhederne har brug for den nære og lokale erhvervsservice, siger han i en pressemeddelse fra kommunen.

I dag er den lokale erhversfremme på Vestfyn organiseret i et samarbejde mellem Assens Kommune og den private organisation Udvikling Assens. Det skal, hvis det står til udvalget, i fremtiden erstattes af en digital platform.

Læs også Fynsk sammenhold: Flere job og mere vækst til Fyn