I det fynske folks tjeneste

Nyt fund af hemmelige papirer fra terrorsag

En hemmelig, såkaldt signalrapport, er blevet fundet på en S-tog station i København. Rapporten indeholder detaljerede oplysninger om PETs aktion ved anholdelserne af terrormistænkte tirsdag d. 5. september.

Flere hemmelige papirer fra terrorsagen i Vollsmose fundet på gaden

Rapporten er lavet af PET og indeholder oplysninger om hvor aktionen skulle foregå, hvem der skulle deltage og hvilke køretøjer, der skulle bruges.

Den indeholder også håndskrevne notater om de anholdte. Blandt andet står der navn og cpr-nummer på en af dem, oplyser TV-Avisen, som er kommet i besiddelse af rapporten.

Rapporten er fundet ved Buddinge Station tæt på Politiets Efterretningstjenestes hovedkvarter to dage efter operationen.

Det er anden gang, fortrolige papirer fra terrorsagen er dukket op på gaden. I weekenden kom BT i besiddelse af en analyse fra Kemisk Beredskab, der viste, at man havde fundet farligt sprængstof hos en af de anholdte.