Nyt H.C. Andersen-eventyr filmatiseres

Det hidtil ukendte H.C. Andersen-eventyr "Tællelyset" bliver nu lavet til en animationsfilm af Peter Flinth.

Det indtil i torsdags ukendte H.C. Andersen-eventyr, "Tællelyset", skal nu filmatiseres.

Det fortæller programmet Kulturen på TV2 News.

Manden bag filmene om tempelridderen Arn, Peter Flinth, skal instruere filmen, der bliver en kort animationsfilm på mindre end ti minutter.

- I virkeligheden er det fortællingen om den grimme ælling om igen. Den er bare kogt ned. Det er det, jeg er faldet for, fortæller Peter Flinth til TV2 News.

Peter Flinth regner med at begynde optagelser til foråret, så filmen kan være færdig senest i slutningen af 2013.

-Det handler om at få den ud til hele verden, så jeg håber, at være færdig hurtigst muligt, siger Peter Flinth.

På Odense Bys Museer, glæder museumschef, Torben Grøngaard Jeppesen, sig over den kommende filmatisering af "Tællelyset". Museet er involveret i filmen sammen med produktionsselskabet JJ Film.

- Det store ved det her er ikke eventyret i sig selv, men at det er gået verden rundt. Det er fantastisk. Jeg ved ikke, hvor meget det er værd, men det betyder helt sikkert noget, fortæller Torben Grøngaard Jeppesen til TV2 News

Det samme håber Peter Flinth vil ske med animationsfilmen. Det korte format kombineret med animationer gør den nemlig nem at oversætte og vise alle steder.

- Den kan blive en succes på mobiltelefoner, den kan vises i lufthavner, men selvfølgelig er den oplagt til nettet. Den passer ind overalt, siger Peter Flinth.

Oversigt

    Oversigt