Nyt job til Pytlick

Den fyrede landstræner Jan Pytlick skifter nu hjemmet på Thurø ud med ny bolig i Makedonien, hvor han skal være konsulent i en håndboldklub.

Jan Pytlick fortsætter trænerkarrieren i den makedonske storklub WHC Vardar, det skriver TV2 SPORT.

Onsdag aften blev de to parter enige om at indgå en kontrakt for de næste to et halvt år. Ifølge klubbens hjemmeside er Pytlick blevet ansat som konsulent til trænerteamet for klubbens kvindehold.

- Vardar Skopje er en af de helt store klubber på den europæiske scene. Klubben har for mig stået højt på listen over de steder, jeg gerne ville fortsætte min trænerkarriere, siger Jan Pytlick til TV2 SPORT.

Jan Pytlick har været arbejdsløs siden han i januar blev fyret efter en skuffende 8. plads til kvindelandsholdet ved EM-slutrunden. Han har tidligere stået bag både guld-, sølv- og bronzemedlajer til Danmark ved de store mesterskaber og trænet klubber som GOG og Team Esbjerg.

Før Pytlick fik jobbet i WHC Vardar har en anden dansker været ansat i samme stilling. Det var Kim Rasmussen, men han blev fyret efter kun en måned i den makedonske klub.

Oversigt

    Oversigt