I det fynske folks tjeneste

Nyt mikrobryggeri klar hos Albani: Masser af specialøl på vej

Royal Unibrews nye mikrobryggeri står færdigt, 12 nye tanke er allerede fulde af ny specialøl, og de første fire øl derfra er netop kommet hylderne.

00:32

Formanden og næstformanden for Danske Ølentusiaster prøvesmager to af de fire nye specialøl fra Royal Unibrews nye mikrobryggeri. Video: Rikke Lund

Læs også Jubel hos øl-elskere og bryggerier: Albani bygger stort mikrobryggeri

Brygmesteren drejer på skiven, og gylden øl står ud i en stråle fra den store tank. Det første ryger ned på gulvet, men resten bliver elegant fanget i et glas, der hurtigt fyldes af øl og tyk skum. 

Tanken er fuld af nybrygget specialøl, og rundt om den står 11 andre spritnye tanke, som ligeledes er fulde af ny øl. 

Alt sammen er en del af Royal Unibrews nye mikrobryggeri. Bryggeriet hænger sammen med Albani i Odense, der er ejet Royal Unibrew, som ejer flere bryggerier i Norden. Nu skal der produceres nye specialøl i massevis under brandet Theodor Schiøtz Brewing - opkaldt efter Albanis grundlægger.  

De fire første øl i serien "Anarkist" er kommet på hylderne i Menu i denne uge som den første serie fra det nye mikrobryggeri. De rammer Coops butikker i det nye år. 

De 12 tanke står placeret ud mod Tværgade i Odense, og man kan se dem fra gaden gennem de store ruder. 

Fleksibilitet for at følge kunderne

De 12 tanke er lavet, så de kan indeholde 2.500, 5.000 eller 10.000 liter, og selvom det måske lyder som en del, så er det ikke meget i forhold til Albanis normale tanke, hvor der bliver brygget 45.000 liter øl ad gangen. Med de små tanke får de mulighed for at lave en masse forskellig øl ad gangen.  

- Hvis vi lavede ny øl hele tiden, hvis det var det eneste, vi havde i sinde at gøre, så ville vi kunne lave 12 nye øl om måneden, fortæller Jesper Larsen, der er marketingschef for specialølområdet hos Royal Unibrew. 

Hvis vi lavede ny øl hele tiden, som var det, det eneste vi havde i sinde at gøre, så ville vi kunne lave 12 nye øl om måneden

Jesper Larsen, marketingschef, Royal Unibrew

Kigger man på ølmarkedet, er det ikke nogen dum idé at investere i specialøl. Tal fra bryggeriforeningen viser, at salget af øl er faldet. I 2007 blev der solgt 461 millioner liter øl, hvor det tal var faldet til 358 millioner i 2016.

I samme periode er danske specialøl gået fra at fylde 3,3 procent af den samlede mængde solgt øl til at fylde 6,1 procent i 2016. Og tæller man udenlandsk specialøl med, udgør specialøl lige under 15 procent af det samlede ølmarked. 

Læs også Øl-firma nedjusterer forventninger efter ringe sommer

Det er blandt andet dén udvikling, der har gjort, at Royal Unibrew har bygget det nye mikrobryggeri. 

- Vi har hele tiden kunnet lave specialøl på Albanibryggeriet her i Odense, men vi har ønsket at have endnu større fleksibilitet, så vi kan eksperimentere mere. Forbrugerne i dag er i højere og højere grad på en evig rejse efter nye smage og nye øloplevelser, og det kræver trods alt, at vi er noget hurtigere, og at vi også tør eksperimentere mere, og det er det, der er meningen med det, vi laver her, siger Jesper Larsen. 

Ølentusiaster glæder sig

Hos Odenses afdeling af Danske Ølentusiaster glæder de sig til, at der kommer mere specialøl på hylderne. De synes nemlig, at en god specialøl er en ny specialøl.

Formand og næstformand for Danske Ølentusiaster i Odense var inviteret forbi bryggeriet for at vurdere de nye øl for TV 2/FYN.  Foto: Rikke Lund

- Det eneste, jeg ønsker mig, er den her mangfoldighed. Altså at der er mange øl på hylderne. Så når de store bryggerier kommer med, herunder Royal Unibrew og Theodor Schiøtz Brewing Company her, så kommer der flere øl ud på hylderne, og det er det, jeg ønsker mig, siger formand for Danske Ølentusiaster i Odense, Klaus Rehkopff. 

Fyn er allerede et ret godt sted at være ølentusiast. Der eksisterer over 15 mikrobryggerier, som laver specialøl på Fyn og øerne omkring.

I forhold til de små bryggerier er det nye mikrobryggeri hos Albani en meget større spiller med Royal Unibrew i ryggen. Alligevel frygter formanden ikke, at det vil udkonkurrere de mindre bryggerier. 

Læs også Internationalt anerkendt brygmester til Fyn

- Jeg tror ikke på, at det her kan vælte hele markedet. Jeg tror, at os ølentusiaster vil stadigvæk smage. Og jeg ved jo, at virksomheden vil tjene penge. Det er jo klart. Så på et eller andet tirsdpunkt, så bliver det også bare den samme øl igen, og jeg vil have den nye, så når det lille Indslev eller Midtfyns Bryghus, hvad de hedder alle de andre, kommer med en øl, så skal jeg smage den. Så jeg tænker, der er et kundegrundlag til det også, siger Klaus Rehkopff.

Han bliver glad den dag, at udvalget af specialøl i butikkerne er lige så stort som vinafdelingen. Eller når tjeneren i restauranten spørger ind til noget mere avanceret end pilsner eller classic, fortæller han.