Nyt nederlag til fynsk anklagemyndighed i våbensag

Først blev en mand dømt i våbensag. Men landsretten bestemte, at sagen skulle gå om, og nu er han frifundet ved Retten i Odense.

I flere omgange har anklagemyndigheden forsøgt at få en mand fra Horsens dømt for våbenbesiddelse. Det lykkedes i første omgang, da manden ved Retten i Odense blev idømt to et halvt års fængsel.

Men sagen blev anket til Østre Landsret, som bestemte at sagen skulle gå om, fordi anklageskriftet ikke levede op til lovens krav. Nu har Retten i Odense igen behandlet sagen, og det er mandag endt med en frifindelse.

Sagen drejer sig om en pistol, som den dømte mands lillebror blev taget med på Odense Banegård Center den 10. oktober i fjor.

Dagen efter blev lillebroren varetægtsfængslet, og politiet fattede så mistanke til storebroren også. Han blev fængslet den 12. oktober.

Lillebroren har tilstået, og i byretten fik han to års fængsel. Men storebroren har nægtet sig skyldig.

Storebroren blev som nævnt i første omgang dømt af Retten i Odense.

Men den 21. august vendte Østre Landsret tommelfingeren nedad og besluttede helt usædvanligt, at sagen skulle gå om.

I det oprindelige anklageskriftet stod der, at storebroren havde været i besiddelse af et kaliber 22-skydevåben "i begyndelsen af oktober 2017 i Horsens".

- Den anklage er så upræcis, at det er umuligt at forsvare sig mod den, og landsretten har sagt, at det ville være uforsvarligt at dømme ham på baggrund af det, forklarede mandens forsvarer, Berit Ernst, i forbindelse med landsrettens afgørelse.

Frifundet ved andet anklageskrift

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi udfærdigede et nyt anklageskrift mod manden, som mandag blev frifundet af Retten i Odense.

- Jeg er rigtig glad for, at retten har haft lejlighed til at vurdere sagen mod min klient og frifundet ham, siger Berit Ernst efter mandagens afgørelse.

Nu har anklagemyndigheden to uger til at afgøre, om man vil anke sagen til landsretten.

- Forløbet har været en følelsesmæssig belastning for min klient. Jeg håber, at anklagemyndigheden tager hensyn til det menneskelige aspekt og undlader at anke sagen, siger Berit Ernst.

Hun vil i øvrigt på vegne af sin klient kræve erstatning for de omkring 10 måneder, han har siddet varetægtsfængslet i sagen.

Oversigt

    Oversigt