Nyt netmedie rykker ind i Odense

MigogOdense hedder nyt netmedie, som tager udgangspunkt i Odense. Mediet vil udelukkende skrive positive nyheder om Odense

Netmediet MigogAalborg har fået en søster i form af MigogOdense. De to søstre er såkaldte bymedier, som har fokus på mad, events, iværksætteri og ellers udelukkende positive nyheder.

Det skriver ophavsmændene fodboldspilleren Thomas Enevoldsen, journalist Michael Qureshi og madbloggerne Gastromand i en pressemeddelelse.

Millioner fra iværksætter

Udvidelsen til den fynske metropol sker med iværksætteren Mads Peter Veiby i ryggen. Han investerede for nylig et millionbeløb i det kun et år gamle mediehus for netop at kunne rykke ud over Aalborgs grænser.

Michael Qureshi har en fortid som sportsjournalist på blandt andet BT og Ekstra Bladet.
Michael Qureshi har en fortid som sportsjournalist på blandt andet BT og Ekstra Bladet.
Foto: Bax Lindhardt/Scanpix/arkiv

En redaktion er etableret i Odense og det bliver med Morten Hopballe i redaktørstolen. Morten Hopballe driver i forvejen sit eget firma Hopballe Kommunikation fra Lille Gråbrødrestræde i det indre Odense og så er han pressetalsmand for Tinderbox-festivalen.

- Odense har så meget godt - og så mange gode historier - at byde på, og vi glæder os til at fortælle dem. Vi vil være et medie, der fortæller de historier, der gør odenseanerne stolte af deres by. Odense er nemlig en fantastisk by, som fortjener en masse positiv opmærksomhed, siger Morten Hopballe. Han er født og har boet det meste af sit liv i Odense.

Brugte fiktive navne

​Michael Qureshi er chefredaktør for de nu to medier. Han blev landskendt, da han i december 2015 blev bortvist og fyret fra Ekstra Bladet, efter at det var blevet afsløret at Michael Qureshi i en årrække havde brugt fiktive navne på kilder til historier.

Ifølge pressemeddelelsen er hovedparten af læserne af Migog...-søstrene i alderen 18-34 år.

Oversigt

    Oversigt