Nyt OUH bliver slet ikke så nyt – indeni bliver det gammelt

Der skal genbruges udstyr for 2,3 milliarder kroner, og det bekymrer rådgivere og eksperter, der frygter gevaldig ekstraregning.

Når det nye supersygehus åbner i Odense, vil det være med en masse udstyr fra det nuværende OUH.

Region Syddanmark har besluttet, at der skal genbruges udstyr for 2,3 milliarder kroner, da mere end to tredjedele af det medicinske udstyr skal flyttes til det nye supersygehus i Odense.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver vanskeligt. Det bliver en stor flytning, siger Calle Thøgersen, der er medicotekniske chef i Region Syddanmark.

Rådgivere frygter gevaldig ekstraregning

Flytningen af udstyr fra det nuværende OUH til det nye supersygehus bekymrer Region Syddanmarks egne rådgivere.

quote Der er ingen tvivl om, at det bliver vanskeligt.

Calle Thøgersen

I en ny rapport betegner rådgiverne flytningen af det medicinske udstyr som ”en alvorlig risiko, der kan have stor indflydelse på økonomien”. Der kan altså ligge en gevaldig ekstraregning.

Dermed rejses der tvivl om, hvorvidt det kommende supersygehus kan bygges for de 6,3 milliarder kroner, der er afsat til projektet.

Førende ekspert kritiserer regionen

Kjeld Møller Pedersen, der er en af landets førende eksperter inden for sygehusbyggeri, deler samme bekymring og kritiserer regionen for ikke at vide, hvor meget det kommer til at koste at genbruge det gamle udstyr, og om det overhovedet kan lade sig gøre.  

- Det har været et økonomihensyn, der har drevet, hvor stor en andel, man går ud fra, kan genanvendes, og det har ikke været baseret på, at man faktisk har haft en grundig vurdering af det praktisk mulige i at genanvende, siger Kjeld Møller Pedersen, der er økonomiprofessor ved Syddansk Universitet.

Regionen afviser kritik

Samtidig viser erfaringer fra norske projekter, at det er vanskeligt at flytte så store mængder udstyr, som tilfældet vil være for det nye OUH. Det er ikke sket i Danmark før.

quote Hvis det viser sig, at rådgiveren har ret, står man over for et potentielt ganske betydeligt budgetproblem på det nye OUH.

Kjeld Møller Pedersen

Regionen afviser, at det bliver et problem at flytte den store mængde udstyr.

- Meget af det medicinske udstyr er lige så mobilt som stole og borde, og det ville man jo heller ikke drømme om bare at brænde af. Det flytter man også med, siger Calle Thøgersen.

Derfor er flytningen ikke dokumenteret

Han forklarer desuden, at man ikke har dokumenteret, hvordan man kommer til at flytte det nye udstyr, fordi der endnu ikke er lavet en tidsplan for, hvornår det giver mest mening at planlægge udflytningen.

- Hvis det viser sig, at rådgiveren har ret, står man over for et potentielt ganske betydeligt budgetproblem på det nye OUH, siger Kjeld Møller Pedersen.

Det nye OUH åbner efter planen i 2022. Du kan læse et udkast fra rapporten fra Region Syddanmarks rådgivere herunder. 

 

Oversigt

    Oversigt