I det fynske folks tjeneste

Nyt OUH presses yderligere på tid og kvalitet

En statusrapport om det kommende supersygehus i Odense viser, at de to parametre tid og kvalitet er gået fra grøn til gul.

Byggeprojektet omkring det nye supersygehus i Odense er nu så presset, at der er en risiko for, at byggeriet bliver forsinket og ikke får den kvalitet, der oprindeligt var lagt op til. Det viser en statusrapport, som regionens innovationsudvalg på torsdag skal diskutere.

Konsortiet, som skal stå for at bygge sygehuset afleverede inden sommerferien et projekt, som var 1,3 milliarder kroner dyrere, end der oprindeligt var lagt op til. Det er dette forslag, som nu har fået alarmklokkerne til at ringe hos Region Syddanmark.

- Det pres, som tilsyneladende er på økonomien i projektforslaget, kan i sidste ende udfordre den ønskede kvalitet, står der blandt andet i statusrapporten, hvor både tid og kvalitet er gået fra at være markeret med grøn til at være markeret som gul.

I den seneste status til politikerne står der, at tidsplanen kan blive udfordret, og at kvaliteten er under pres på grund af den milliardstore budgetoverskridelse. En af grundene til at tidsplanen og kvaliteten nu er yderligere under pres, skal findes i, at det nye supersygehus bygges samtidig med, at der i resten af landet også foregår andre store sygehusbyggerier. Det kan betyde dyrere håndværkere og længere leveringstider.

Formand for Region Syddanmarks innovationsudvalg Karsten Uno Petersen ønsker ikke at kommentere sagen, før den er blevet behandlet på torsdag.

Ved du noget? Så send os et tip